The Secret Agent
DRAMA
Originaltitel: O Agente Secreto
Premiere 5. februar 2026
En stærk skuespilpræstation af Wagner Moura (‘Narcos’) løfter dette medrivende og stemningsfulde drama om 1970’ernes Brasilien, hvor politisk undertrykkelse og frygt under militærdiktaturet, trak et blodigt spor gennem landet kendt for sine hede sambarytmer, farvestrålende karnevaller og livsglæde.
Liget af en mand har ligget foran en tankstation i flere dage. Året er 1977 og det er karnevalsuge. Enkemanden Armando (Moura) ankommer til storbyen Recife, i håb om at blive genforenet med sin søn, Fernando, som siden hustruens død har boet hos hendes forældre. På tankstationen oplever han hurtigt områdets tilstand, da politiet dukker op - ikke for at tage sig af det stinkende lig, men for at udspørge Armando og undersøge hans knaldgule bil.
Under dæknavnet Marcelo bliver Armando indkvarteret hos den karismatiske 77-årige Fru Sebastiana (Tânia Maria), der driver sit eget lille refugie for politiske dissidenter. Her er både angolanske borgerkrigsflygtninge, en ung homoseksuel mand og andre der lever med dødstrusler hængende over dem.
Samtidig bliver byens korrupte politichef Euclides (Robério Diógenes) og hans to håndlangersønner hevet væk fra karnevallets festivitas for at undersøge et afskåret menneskeben, der er fundet inde i en haj der er blevet hevet i land. Nyheden om benet spreder sig og bliver hurtigt til daglige fantasifulde historier i dagens aviser til stor morskab for de fleste - formodentlig for at overskygge de sande nyheder om politisk korruption og vold under karnevalsugen.
‘The Secret Agent’ bevæger sig frit mellem flere tidslinjer og genrer. Det ene øjeblik er det en thriller fyldt med horror og sex, det næste et drama med glimt af humor og satire. Instruktør Kleber Mendonça Filho skaber en provokerende, indviklet og lang rejse fyldt med overraskelser, hvor man lidt efter lidt får mere og mere viden om Armando og hans families skæbne.
I sit tidligere liv var han leder af instituttet for ingeniørvidenskab på universitetet. Men den tidligere direktør for Eletrobras og siden tvivlsom minister Ghirotti, vil lukke instituttet og overføre al dens forskning og ikke mindst dens lukrative industripotentiale, til virksomheden hvor ministeren er medejer. Men Armando gør sit bedste for at forhindre disse planer, hvilket i sidste ende får Ghirotti til at hyre et par lejemordere til at gøre det af med den besværlige akademiker.
I nutiden lytter den historiestudenrende Flavia, til båndoptagelser af Armando i samtale med kvinden Elza (Maria Fernanda Cândido). Hun var leder af en politisk modstandsbevægelse der i 1977 tog Armandos vidnesbyrd om Ghirottis korrupte aktiviteter, og forsøgte at hjælpe Armando og hans søn ud af landet. Flavia bliver fascineret af Armandos historie og beslutter sig for at opsøger hans nu voksne søn.
‘The Secret Agent’ er en overdådig og foruroligende oplevelse, som står tilbage som en hyldest til de mange der “forsvandt” under militærdiktaturet og en påmindelse til alle andre om aldrig at glemme og aldrig tage frihed og demokrati for givet.
