My Fair Lady

’My Fair Lady’ er en klassiker, og en af de helt store gamle musicals. Da den kom ud for 70 år siden blev den datidens mest succesfulde, med den længste spilleperiode på Broadway. Den kom til West End, verden rundt, og til det store lærred med Rex Harrison og Audrey Hepburn – som tidens mest eftertragtede ansigt, der dog blev dubbet af Marni Nixon der først sent fik æren for sin sang.

Musicalen bygger på George Bernard Shaws stykke ’Pygmalion’ fra 1912, der trækker sin inspiration helt tilbage til antikken og Ovids fortælling om den Cypriotiske skulptør af samme navn. Han var en notorisk ungkarl der undgik kvinder, til han en dag havde skabt en nøgen kvindeskulptur så skøn at han forelskede sig i den. Han på- og afklædte figuren, som han kyssede og tog med i seng, som en moderne sexdukke, og ved Venus’ velsignelse blev dukken levende, og ni måneder senere fødtes hans datter. 

At historien om den kvindehadende groomer Pygmalion, to årtusinder senere stadig ringer genklang kan synes skræmmende. Den politisk bevidste forfatter Shaw må have fundet den klassiske historie der i mellemtiden var omskrevet til flere romaner, noveller og operaer, og set potentiale for at omskrive den til sin samtid, hvor den internationale kvinderettighedsbevægelse og suffragetter var på sit højeste. Det kvindelige objekt får agens og navn, og Eliza Doolitle får sin egen stemme, og stykket der i 1956 blev omskrevet til musical af Alan Jay Lerner og Frederick Loewe, favner samfundsspørgsmål om arv og miljø, social mobilitet, og i sin kerne; sproget.

På Det Ny Teaters scene, har Peter Plaugborg fundet sig til rette som den kvindehadende sprogforsker Professor Henry Higgins. Uden nogen hentydning om at Plaugborg skulle være misogyn, passer han perfekt i rollen, og i langt højere grad end da han for et års tid siden, iklædt Von Trapp-uniformen i ’Sound of Music’ ikke helt formåede den forventede skønsang. I ’My Fair Lady’ står den for den mandlige hovedrolle på talesang, for at favne alle de sproglige finurligheder og nørdede detaljer man ville forvente af en fonetiker, der trods sit sproglige intellekt ikke besidder den store sociale kunnen, og formentligt i dag ville have fået en diagnose. På papiret burde Higgins være en ubehagelig karakter, men makkerparet Lerner og Loewe, har formået at nuancere karakterer og fortælling i en musical der stadig i dag kan forundre og overraske. 

Den unge kvinde Eliza sælger blomster på gaden i et Edwardiansk London. Hun er opvokset på samfundets bund, med en dybt alkoholiseret og hovedsageligt fraværende far, og en mor der i et flashback hoster blod i et lommetørklæde, før hun dør. Der bliver smurt tykt på, når moderen fremtoner på scenen som et spøgelse, vel for at vi skal have medlidenhed med blomstersælgeren der har en tyk accent fra Næstved, Vestegnen eller et andet område som samfundet lingvistisk peger fingre ad. Alt hun ønsker er sin værdighed, og måske at få et rigtigt arbejde i en blomsterbutik.

Sofie Topp Christensen der spiller Eliza, har til rollen lært at tale modbydeligt, for i sit plot bæres stykket af Professoren der overhører den grummeste udtale og beslutter sig for at tage denne lille fugleunge under sin vinge og lære hende at tale ordentligt, ikke af forbarmelse eller for hendes skyld, men for egen vinding, efter et væddemål med kollegaen Oberst Pickering (Kim Hammelsvang).

De to er som små drenge der har fået sig et nyt legetøj, en dukke hvor de kan trække i snoren, så hun øver vokaler og udtale dag og nat, frem til det store ambassadebal, hvor det skal afgøres om de kan gøre en dronning af denne proletartøs. I arbejdsværelset med William Morris-mønstrede tapeter og meterhøje mørke bogreoler, er der orden og hierarki, som i de to snobbede professorers sind. Eliza der dog har vasket hænder inden hun kommer, lærer at pudse næse i et lommetørklæde frem for i sine ærmer, styre sin ekstreme mimik og bete sig som en dame, en fager lady.

Væddeløbsbanen i Ascot, hvor Eliza skal prøvekøres inden det store bal, er et scenografisk og kostumemæssigt klimaks. Det Ny Teaters husscenograf Paul Farnworth har skabt et modernistisk surreelt mesterværk, med Magritte-agtige skyer fra gulv til loft og overklasseladies som opstyltede mannequiner. På det roterende scenegulv er de som små dukker i en spilledåse, og til selve ballet, er perspektivet så forvredet, at de høje søjler næsten vælter. Mon ikke Cecil Beaton ville være tilfreds.

I modsætning til overklassens glamour, valser Elizas far rundt i rendestenen i en Storm P-agtig ærlig karikatur. Tommy Kenter indtager denne ikoniske karakter, som var han født til rollen. Og i den modsatte ende af klassespektret får vi æren af Susse Vold som Mrs. Higgins, med et hjerte endnu større end hendes ynde.

I teaterversionen, filmen og musicalen ender stykket forskelligt, og publikum må sidde lidt på kanten af sædet, for hvordan skal det egentligt ende? Bliver Eliza i Higgins’ hushold, og finder de to ud af at de måske fuldender hinanden? Bliver hun i et psykisk voldeligt forhold med professoren, finder hun sammen med bejleren Freddy, eller skal hun noget helt andet?

’My Fair Lady’ er et overraskende komplekst stykke, hvor ambivalente tematikker smelter sammen med et alsidigt elskværdigt ensemble, og den ypperste musik. ’I Could Have Danced All Night’, ’On The Street Where You Live’, ’Wouldn’t It Be Loverly’ og resten af de enestående numre fremføres formidabelt, selvom en fonetisk ekspert næppe ville klappe i hænderne over ”En Snegl på Vej’n”, så rimer vej’n bare bedre end vejen. Også i en musical med det korrekt udtalte sprog som grundpræmis. Og i en musical der på trods af 70 år på bagen, stadig føles frisk og banebrydende på Det Ny Teater.