Dear Evan Hansen

"I dag bliver en god dag, fordi…" Tænk over det: Før, under og efter denne vidunderlige musical om at være lidt af en outsider og bare helt basalt hungre efter kærlighed og opmærksomhed. 

Det kan lyde banalt og sentimentalt, men ’Dear Evan Hansen’ er en overrumplende skøn og overraskende letflydende fortælling, trods de alvorlige temaer. Med både genkendelighed og nye input fra en samtid, der kan gøre de fleste usikre på hvad der er godt og dårligt i det store opmærksomhedsræs. IRL eller online. 

Kærligheden er selvfølgelig i centrum - mellem partnere, i familien, blandt venner. Her bliver drømme til virkelighed, der faktisk er fuld af løgn og derfor ender i et mareridt. Hele tiden med gode intensioner, der glider af sporet, så man bliver fanget i en løgn, der imploderer alt for hurtigt. 

Dilemmaet er Evan Hansens (Thorbjørn Hedegaard), og i udgangspunktet handler det om at han har svært ved at være sig selv, finde ud af hvem han er og hvordan han gerne vil være. Hans mor (Johanne Louise Schmidt) plejer hans særlige sårbarhed ved at huske ham på at tage sine piller og skrive de terapeutiske breve til sig selv - inden hun igen farer ud af døren til job eller undervisning. 

Ganske tilfældigt havner et af brevene i lommen på den maniske Connor (Viktor Pascoe Medom), så da han begår selvmord, breder rygtet sig at Evan var hans hemmelige ven. Evan kan ikke få sig selv til at fortælle sandheden, for Connors mor (Marie Dalsgaard) og far (Carsten Svendsen) er så taknemmelige for minderne om sønnen, ligeså hans søster Zoe (Sara Viktoria Bjerregaard), som Evan er forelsket i. 

Endelig bliver Evan set, hørt og inkluderet i andres liv. Også på skolen hvor et helt Connor-mindeprojekt med merchandise o.l. sætter Evan i front, og alle vil høre updates fra ham på SoMe. Men flere og hyppige spørgsmål trænger sig på og Evan begynder at vakle. Skal han leve med løgnen, eller afsløre sig selv?

De dybere temaer om identitet, dannelse og udvikling har altid været favorittemaer i musicals, men har i vores samtid fået et nyt kompliceret lag via SoMe. For med al den selvpromovering og opmærksomhedstrang, hvordan kan man så vide hvad der er sandt? Og bliver man efterhånden så ligeglad med om falskhed hersker, bare det er gode, positive historier? 

’Dear Evan Hansen’ er en moderne musical der tør være ærlig, kærlig og sårbar i sine tekster - indimellem endda akavet og tåkrummende, for både de unge og deres forældre. Den danske oversættelse af Marie Degener Troelsen flyder godt, og i perfekt balance mellem humor og alvor får instruktør Sara Cronberg det optimale ud af karaktererne. 

I titelrollen får ganske nyuddannede Thorbjørn Hedegaard et stort gennembrud, omend det infantile indimellem er ved at tage pusten fra karakteren. Omkring ham brillerer især Sara Viktoria Bjerregaard som Zoe med den smukkeste solosang ’Requiem’; og Johanne Louise Schmidt i den komplekse rolle som moren, der i sin egen desperation for anerkendelse ikke giver sin søn nok kærlighed. 

Resten af ensemblet er med til at skabe den helstøbte fornemmelse af denne forestilling, der kunne være et godt skuespil i sig selv, men får ekstra vidunderlige følelser med Benji Pasek og Justins Pauls musik og sangtekster. Det er medrivende og rørende uden overvældende sentimentalitet, og selvom der ikke er kendte hits, så skal ’Dear Evan Hansen’ nok blive en klassiker med tiden. Den har allerede fået både Tony-, Olivier- og Grammy-priser - og mon ikke der kommer nogle Reumert-priser til også?

Evan Hansen er ung og uerfaren, og det er netop det, der gør historien mulig: At han er temmelig uskyldig og bliver revet med af det gode i løgnen - at det kan hjælpe andre til at få det bedre. Og i sidste instans bliver han jo selv det største offer for situationen. Men der er alligevel håb i slutningen, der helt afdæmpet skaber en lille åbning, en ny mulighed - for at være sig selv. 

"I dag bliver en god dag, fordi…" Tænk det, husk det, skriv det - og man kan faktisk hænge det på ønske/håbe-træet i Skuespilhusets foyer. Sammen med alle andres sedler - for vi har alle de slags tanker og håb. Min (første) note er et citat fra ’Somewhere’ i ’West Side Story’, der også tematiserer det at få lov til at være sig selv og at finde et sted at høre til.