pixel

Hamnet

  • Chloé Zhao
  • premiere 5. marts 2026
  • 6

Hamnet

Fakta

DRAMA

Premiere 5. marts 2026

Alt går op i en højere enhed i Chloé Zhaos sansemættede film om dramatikeren William Shakespeare og hans hustru Agnes - ikke mindst på grund af en fænomenal præstation fra Jessie Buckley, der er så kraftfuld og overbevisende, at oplevelsen sidder fast længe efter at lysene tændes.

‘Hamnet’ er baseret på Maggie O’Farrells roman af samme navn fra 2020. Vi ved ikke meget om William Shakespeares liv, men forfatteren har på mesterlig vis befolket dramatikerens familieliv med mennesker, der lever og ånder…og dør. Samarbejdet mellem O’Farrell og Zhao omkring manuskriptet til filmen har resulteret i en fængslende undersøgelse af kærlighed og sorg efter et ufatteligt tab. 

Agnes (Jessie Buckley) og Will (Paul Mescal) drages uimodståeligt mod hinanden. Agnes’ skønhed og særegenhed slår benene væk under ham. Hun siges at være datter af en skovheks og har arvet sin mors evner til at kunne se menneskers skæbne ved at trykke dem et særligt sted på hånden. Og Agnes ser Will - et menneske mere dybt og tænksomt end hun nogensinde har oplevet før og vigtigst af alt, han ser og elsker hende for den hun er.

Snart er de gift og får hurtigt datteren Susanna (Bodhi Rae Breathnach), men hvad der burde være starten på et lykkeligt familieliv får i stedet en bitter smag, da det står klart, at det er usundt for den spirende poet Will at bo så tæt på sin ondskabsfulde og voldlige far, hvis fodspor som handskemager han ikke vil følge. Agnes vil ikke stå i vejen for Wills drømme og arrangerer at han skal rejse til London en tid, mens hun bliver tilbage med datteren. Et par år senere føder Agnes under stor dramatik tvillingerne Hamnet (Jacobi Jupe) og Judith (Olivia Lynes) som synes at have et overnaturligt bånd mellem sig. 

Filmen giver sig tid til at lade scenerne folde sig ud i et naturligt tempo, hvilket giver mulighed for at absorbere karaktererne og deres verden - en verden hvor skoven hele tiden er til stede, på samme tid foruroligende og omsluttende. Man får vejrtrækningen ned ved at følge det (for en stund) lyksalige hverdagsliv med forældrene der leger med deres børn, lærer dem om naturen og livet, mens de småskændes om sædvanlige dagligdagsbekymringer. 

Will søger oftere mod London i håb om at blive stjerne ved teatret. Under et af hans ophold væk fra familien rammer sygdom og ulykke, da den ene tvilling bliver dødeligt syg. Agnes kæmper for sin datters liv med alt hun har lært om helende urter og planter, og Will haster hjem fra London. Han bliver lettet som enhver forældre ville blive det, da han ser sin datter på benene men blot for derefter at knuses ved synet at sin 11-årige søns døde krop. Hamnet er væk for altid.

Filmfotograf Lukasz Zal fanger gennem hele filmen hvert et blik, smil og smerte i karakterernes ansigter - helt tæt på, så man indimellem føler sig ubehageligt påtrængende i et privat øjeblik. Max Richters musik og Johnnie Burns lyddesign fortætter stemningen. Jessie Buckley står ikke alene med sin spektakulære præstation, også Paul Mescal formår at brænde sig fast, ligesom Emily Watson i rollen som Wills mor står stærkt. 

I både det litterære forlæg og filmen antydes det, at Shakespeare skrev sin første tragedie som en måde at bearbejde sin sorg over sin søns død. Han transformerede og fortrængte simpelthen sin smerte i hver eneste linje i ‘Hamlet’. Det er måske både konstrueret og spekulativt, men det er samtidig ret genialt. ’Hamnet’’ er på alle måder en stærk og magisk filmoplevelse.

Mest læste

seneste
film

Vægtløs
4.02

Emilie Thalund
Pillion
4.02

Harry Lighton
Marty Supreme
4.02

Josh Safdie
Crime 101
4.02

Bart Layton
Wuthering Heights
3

Emerald Fennell
The Secret Agent
4.02

Kleber Mendonça Filho

seneste
scene

Come From Away
3

Malmö Opera
Årene
4.02

Teater Republique
Frost-The Musical
4.02

Falkonersalen
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling