Disclosure Day

Steven Spielberg er i topform med sit fængslende science fiction-drama ‘Disclosure Day’, hvor han stiller ubehagelige spørgsmål og samtidig ikke er bange for at give sit bud på svarerne - det er tankevækkende og utroligt vellavet.

Det er altid et tilløbstykke når Spielberg kommer med en ny film, for er der noget han mestrer er det at fremkalde følelser (og tårer) hos sit publikum - ligegyldig hvilken genreboks hans fortælling lander i. Han har altid haft en forkærlighed for væsener fra det ydre rum og hans film ‘Close Encounters of the Third Kind’ fra 1977 og ‘E.T.’ fra 1982 har bestemt været med til at slå hans status som instruktør og historiefortæller fast.

I ‘Disclosure Day’ er grå skabninger fra fremmede planeter omdrejningspunkt for fortællingen. Men i højere grad spørgsmålet om vi mennesker i en allerede kaotisk verden kan rumme en viden om, at man så tidligt som i 1947 havde den første kontakt med disse ukendte, intelligente væsner og at der har været flere siden. Det er det store konfliktpunkt i filmen - og der er naturligvis et par plottwists undervejs som ikke skal nævnes her. 

Daniel Keller (Josh O’Connor) og hans kæreste Jane (Eve Hewson) er på flugt fra den tophemmelige og temmelig dystre organisation WARDEX, hvor Daniel arbejder som cybersikkerhedsekspert. Han har stjålet ALT bevismaterialet (og en farlig dingenot) om en viden, der ikke blot vil chokere verden men også ændre den for altid, og nu vil han sammen med en håndfuld kolleger gøre op med 79 års hemmeligholdelse.

I spidsen for WARDEX står Noah Scanlon (Colin Firth), som er villig til at gå til yderligheder for at opretholde det officielle slør over den viden og kontakt man gennem årene har haft med intelligente væsener fra andre planeter. I den anden grøft står Hugo Wakefield (Coleman Domingo), som nu er brudt ud sammen med Daniel, for at dele den viden han mener hele verden har ret til.

Samtidig et sted i Kansas får tv-vejrværten, Margaret (Emily Blunt) åbnet for skjulte evner hun ikke anede hun havde - som eksempelvis at kunne tale alle sprog flydende samt evnen til med empati at se hvad mennesker går og gemmer på, savner og bekymrer sig om. Og noget fører hende til Daniel. De har begge et traume fra barndommen som de ikke ønsker at genopleve, men nu er der kræfter på spil som vil vække minderne til live.

Der er egentlig ikke meget nyt over opbygningen i dette whistleblower-drama og det er næsten ufatteligt, hvordan det lykkedes Spielberg at lave en så medrivende og tempofyldt film kogt på et velkendt skellet. Alligevel farer de knap to og en halv time afsted og længe efter rulleteksterne er forsvundet, er der fortsat meget at tænke på og fordøje.

Går der lidt for meget Hollywood i det, ja det gør der - og naturligvis i selskab med stemningsfuldt og storslået musik af John Williams. Men selvom det indimellem er på kanten af for meget, så fungerer det bare rigtigt godt, for Steven Spielberg kan sit kram. Det er en gennemarbejdet og endda lidt provokerende fortælling, der stikker til os, og der er indlagt små glimt af humor. Hvad enten man er til sci-fi genren eller ej, så rejser filmen nogle tankevækkende og interessante spørgsmål om både Gud samt konsekvenser af viden. Man må bare overgive sig, for Spielberg har igen skabt ægte filmmagi.