København er ikke en grøn foregangsby — endnu

I København har vi snart ikke flere grunde at bygge på, hvis vi vil sikre grønne områder som Amager Fælled og fx ny stor naturpark i Nordhavn, som er på tegnebrættet.

Det hænger bl.a. sammen med en evig skabelse af arbejdspladser i hovedstaden.

København skal rumme arbejdspladser som skoler, hospitaler og institutioner, men de sidste fem år er der i gennemsnit blevet opført 5.000 nye kontorarbejdspladser hvert år, som ville kunne ligge i omegnskommunerne. Dvs. folk som måske gerne ville bo uden for byen, hvor der er mere plads og natur, foranlediges til at flytte til hovedstaden.

København oppuster derved selv til et konstant ekstra behov for boliger.

Hvis vi vil opføre billigere boliger, bliver vi nødt til at tænke byens arealanvendelse bedre, for man kan ikke blive ved med at bygge og fortætte, som man gør, uden at det går ud over vores trivsel og behov for lys, luft og natur.

Borgerrepræsentationen bremser bæredygtig byggemodel

En måde at sikre plads til natur på er, at flere deles om pladsen i byen.

Foreningen UrbaniaCph har de sidste ti år kæmpet med Københavns kommune for at få lov til at bygge et alment bæredygtigt bofællesskab. Deres vision er at skabe et hus, hvis bæredygtighed er på højde med de mest miljømæssige og ressourceansvarlige boformer.

De har fundet en adresse på Nørrebro, og byggeriet vil rumme 100 boenheder, hvor lejerne har 80 m² egen bolig og 20 m² fællesareal til 9.000 kr./mnd.

Her kan man deles om plads, spisebord, forbrug, få nye venner og være med til at nedbringe byens CO2-udledning. Men kommunen har ikke givet grønt lys til UrbaniaCphs byggeri.

Bør en ny arkitekturpolitik ikke netop indskrive bindende krav til, at arkitekturen skal være med til at gøre byen mere bæredygtig?

Med flere almene kollektiver imødekommer man byens mange studerende, singler, fraskilte, solomødre/ -fædre, og almindelige kernefamilier, der ønsker mere fællesskab, en billigere bolig og det at afhjælpe klimakrisen.

På den korte bane kunne man opføre voksenkollektiver og små boenheder i alle de tomme erhvervslejemål i byen.

Hvorfor skal Skats gamle kontorlokaler på Østerbro stå tomme med sine 18.000m², når man kunne opføre billigere boliger dér til rigtig mange samt skabe social bæredygtighed via bofællesskaber?

Den glemte doughnut i kommuneskuffen

I 2020 besluttede et grønt flertal i Borgerrepræsentationen — inkl. Finn Rudaizky fra DF — at forvaltningen skulle vende tilbage med forslag til implementering af doughnut-økonomi i København, en model beskrevet af Oxford-økonomen Kate Raworth i bogen af samme navn.

• Byens Rum
• København

Kommentar/I metropolen giver større udbud ikke lavere boligpriser

Store byer spiser sig større og mere attraktive. Flere boliger gør dem endnu større — og endnu mere attraktive.

læs

Amsterdam implementerede sidste år modellen, som er en cirkulær bæredygtig økonomisk model, som sikrer menneskets basale velfærdsbehov såsom føde, bolig, uddannelse og politisk indflydelse — og som samtidig holder os produktionsmæssigt indenfor vores planetære grænser, hvad angår CO2-udledning og generel rovdrift på naturen.

Doughnut-modellen foreskriver, at vi som samfund producerer med henblik på at sikre vores behov i cirkulær forstand, så samfundet kører rundt, frem for med eksport og evig vækstskabelse som mål.

Som Kate Raworth nævner i bogen, satte man aldrig et mål eller loft for kapitalismens vækstideologi.

Man ved ganske enkelt ikke, hvornår man er i hus, hvilket præger vores samfund og arbejdsmarked, og får folk til at arbejde uendeligt. For hvornår ved man, om nok er nok, når der ingen grænse er?

Det gør vækstideologien til et hovedløst middel til at nå et mål, man ikke har identificeret, hvilket gør den halv. Og som vi ser lige nu med multiple naturkriser, der påvirker og forstærker hinanden, ganske uholdbar.

Hvis ikke det er lige nu i klima- og naturkrisernes klimaks, at vi har brug for at tænke, hvad vækst er, for hvem, og i hvor lang tid — så ved jeg ikke hvornår.

Den 16. november kan vi som Amsterdam vælge at blive grøn foregangsby i verden. 

I doughnut-økonomien stiler man mod et "sweet spot", hvor samfundet sørger for, at alle menneskers basale behov dækkes — men uden at man overskrider et loft for, hvad der er bæredygtigt.