100 Liter Guld

Som de fleste ved, har Finland de seneste år vippet Danmark af tronen som verdens lykkeligste land. Måske er sahti en af årsagerne – det er i hvert fald den, som er hovedtemaet i ’100 Liter Guld’, der er Finlands charmerende og utroligt underholdende kandidat til Oscar’en for bedste udenlandske film i 2026. 

Pirkko (Elina Knihtilä) og Taina (Pirjo Lonka) er to midaldrende søstre, som bor sammen i en mindre landsby befolket af excentriske mennesker, der alle elsker søstrenes stærke, hjemmebryggede øl (sahti). Søstrene selv er på evig jagt efter den perfekte hjemmebryg – en 10/10 på deres egen kvalitetsskala og da deres yngre søster efterspørger 100 liter af den bedste kvalitet til hendes forestående bryllup, lægger de alle kræfter i. Desværre bliver resultatet så godt, at de ender med at drikke det hele selv, godt hjulpet af venner og bekendte. Og så starter jagten på 100 liter tilnærmelsesvis lige så god sahti, for med 48 timer til brylluppet kan de ikke nå at brygge en ny portion. 

Det er lykkedes Teemu Nikki - instruktør og manuskriptforfatter - at skrue en historie sammen, som er mere end bare druk, tømmermænd og en hyldest til den ædle finske sahti tradition. Men når det så er sagt, er disse elementer ubetinget den væsentligste kilde til filmens humor. Søstrenes far har overladt produktionen til dem, fordi han godt er klar over, at han har et misbrug – ikke desto mindre hopper han af og på antabus alt efter hvor høj kvaliteten af døtrenes hjemmebryg er, for man skulle jo nødig gå glip af et produkt, som er 10/10. Og Pirkko er dybt uforstående over at være blevet fyret og stiller det retoriske spørgsmål: Hvordan kan man blive fyret for at have tømmermænd? Så skulle hele Finlands befolkning afskediges. 

Pirkko og Tainas forbrug af sahti er dog ikke kun drevet af ønsket om at lave den perfekte øl, og bag søstrenes meget nære forhold skjuler sig både ubearbejdede traumer og familiehemmeligheder, som gradvist bliver afdækket. Det er rørende og ikke mindst fænomenalt godt spillet af Knihtilä og Lonka. Det samme gør sig i øvrigt gældende for det hav af finurlige bifigurer, der er en del af landsbylivet.   

Sundhedsstyrelsen ville ubetinget rynke på næsen af livet i den finske provins som skildret i ’100 Liter Guld’. Men det er en tilværelse, hvor sauna, sahti og sammenhold går hånd i hånd. Og i denne her kontekst ser det faktisk ganske fænomenalt ud.