Tove

Året er 1944. Den unge Tove sidder i et beskyttelsesrum og tegner små trolde, mens bomberne falder over Helsinki. På vejen hjem gennem ruinerne høres hendes stemme læse fra ’De små trolde og den store oversvømmelse’ – den første bog (ud af 9 oprindelige) om Mumitroldene, som udkom året efter. 

Sådan indledes ’Tove’, der giver et charmerende portræt af det finske nationalikon Tove Jansson ¬– en smuk og kærlighedshungrende kunstnersjæl. Tove kastes rundt i sit kunstnerliv fyldt med kærlighed, forræderi og dekadente fester, i årene lige inden og efter hendes store internationale gennembrud. 

Efter den indledende scene skifter filmen dog ret hurtig fokus fra den unge kunstner Tove (Alma Pöysti), der kæmper for at slå igennem som kunstmaler og slippe ud af skyggen fra sin kendte far, billedhuggeren Viktor Jansson (Robert Enckell), til i stedet at lade den frisindede Toves kærlighedsliv optage størstedelen af filmen. 

Til en fest møder Tove journalisten og politikeren Atos Wirtanen (Shanti Roney). Hun bliver straks betaget af ham og indleder et forhold til ham, trods han er gift. Men da hun møder teaterinstruktøren Vivica Bandler (Krista Kosonen), bliver hun hovedkulds forelsket, og alt hvad, hun troede, hun skulle og ville kastes op i luften. Gennem Vivica opdager Tove nye aspekter af både livet og sin seksualitet, men også nye muligheder for hendes kunstneriske karriere. Men forholdet til Vivica viser sig langt fra at være den dans på roser, hun havde håbet og Tove finder trøst hos Atos, som forbliver hendes nære ven.

Det er svært ikke at lade sig medrive af den vilde og vidunderlige Tove og hendes udfordringer med kunsten og kærligheden, samtidig med at Benny Goodmans big band hit ’Sing Sing Sing’ tordner ud flere gange. Men der er ting, som filmen danser lidt for let henover. 

Eksempelvis det faktum, at hendes homoseksualitet blev betragtet som problematisk af datidens samfund. Og så savner jeg at komme helt ind under huden på kvinden, der meget tidligt skabte et univers fyldt med klogskab, melankoli, humor, ømhed, samt skygger og lys. For selvom filmen (lidt påtvunget) viser koblingerne mellem Toves liv og de karakterer og historier hun skabte om Mumidalen, så nævnes det blot i forbifarten som en slags konsekvens af hendes kærlighedskvaler.

Jeg tilgiver dog de små mangler – ikke mindst på grund af det lille smalfilmklip, der vises lige inden rulleteksterne. Her ses den ægte Tove Jansson dansende på klipperne på den ø, hvor hun tilbragte meget tid sammen med sin samleverske Tuulikki Pietilä. Det er fyldt med energi, vitalitet og personlighed. Jeg er vild med det!