22 Jump Street

Præcis som sidste gang! Med ekstra smæld på action og location. For sådan er det, når man skal følge en succes op med en 2’er: Mere af det samme – bare større! '22 Jump Street' gør præcis det, men har lige en bunke krumspring af selvbevidst og selvrefererende kaliber, der tager satiren med i actionsvinget.

Meget sigende lægges ud med et resume, der er ligeså rodet som det narko-undercover-gymnasietrip, der kickstartede partnerskabet mellem Schmidt (Jonah Hill) og Jenko (Channing Tatum). Dengang var nørden Schmidt et hit, nu er det Jenkos tur til at hitte som football-tåbe på universitetet; og hvor de gik til skolebal sammen, tager de nu til forårsferiefest i Mexico.

Ja, de homoerotiske toner er mere end intakte, faktisk blomstrer de op og medfører jalousi- og terapisnak om ”at efterforske andre” og ”have en åben efterforskning”. Dermed fornøjer partnerparodien dobbelt, når den hopper frem og tilbage mellem job- og privatforhold – og oven i købet rammer højkomisk perfekt i balancen mellem bonding og homofili.

Ungdomskomediens glansperiode i 80’erne refereres flygtigt men flittigt, selvom uskylden for længst er røget. Det ses især i den spydige Mercedes (Jillian Bell), som ellers ligner en helstøbt John Hughes-figur; og Jenkos bedre (hjerne)halvdel Zook (Wyatt Russell), der synes inspireret af alletiders surftumpe Jeff Spicoli ('Fast Times at Ridgemont High' fra 1982). Fede typer, men desværre ikke fuldendte: Hendes rynke-jokes er rimeligt trættende, og hans lederrolle er ret utroværdig.

Men intet må, kan eller vil overstråle kemien mellem Jonah Hill og Channing Tatum, der igen brillerer med henholdsvis underspillet og overgearet komik. Selvironien strutter, og selvom der er mere knald på det karikerede end det dybtfølte i denne anden omgang, er man ikke i tvivl om, at det umage makkerpar kan overleve flere skole-undercover-komedier. Som rulleteksterne i øvrigt spoof’er for vildt!

Noget af det, der gjorde '21 Jump Street' til 2012’s største grineflip, var overraskelsesmomenterne, og dem er der naturligvis ikke ligeså mange af i denne selvrefererende form. '22 Jump Street' er faktisk så effektiv en genreparodi, at en del af det selvbevidste virker selvudslettende – eksempelvis for karakterudviklingen. Men grine højlydt kan man stadig – og drømme om videreuddannelse til næste gang. Medicin? Ninja? Dans? Go 23!