A Late Quartet

En af julemånedens fineste film kommer fra debutinstruktøren Yaron Zilberman, som med ’A Late Quartet’ har begået en smuk overraskelse for det kvalitetsbevidste biografpublikum.

I filmens første scene møder vi alle fire hovedpersoner, der tilsammen udgør strygerkvartetten Fugue. Musikkerne sidder på scenen, instrumenterne er klar. De kigger på hinanden, hver især spændte som buestrenge og med tårerne lurende i øjenkrogene. Luften er tyk af uforløste spændinger, undertrykte følelser og gammelt begær. Zilberman klipper pludseligt, og vi forstår, at vi er blevet trakteret til et glimt af enden. Resten af filmen skal vi arbejde os frem (eller tilbage) til dette punkt igen.

Strygerkvartetten har spillet sammen i 25 år, med verdensberømmelse til følge. De fire er mere end hinandens bedste venner, de er i løbet af årene vokset sammen både professionelt og følelsesmæssigt. Som de følger hinanden på scenen, følges de også i livet, mere eller mindre frivilligt. Juliette (Catherine Keener) og Robert (Philip Seymour Hoffman) er sågar blevet gift, og har sammen datteren Alexandra (Imogen Poots). Daniel (Mark Ivanir) og Juliette har også engang næret amourøse følelser for hinanden (og gør det måske stadig?), mens Peter (Christopher Walken) har særstatus som Juliettes højt elskede faderfigur.

Fugue er en lille enhed, der kun fungerer i perfekt balance, og da Peter annoncerer sin snarlige fratrædelse grundet begyndende Parkinson, går gruppen ikke overraskende op i sømmene. Andenviolinisten Robert benytter sig af det pludselige kaos til at kræve, at han og førsteviolinen Daniel for fremtiden deler roller. Både Juliette og Daniel er imidlertid forargede over forslaget, og den forsmåede Robert begynder at sende lange blikke efter sin smukke løbepartner Pilar for at aflede tankerne. Juliette går i spåner, som var hun ved at miste både sin mand og en forælder, og Daniel får en fristende ung beundrer i Alexandra.

’A Late Quartet’ får ikke point for dramaturgisk opfindsomhed, men til gengæld en stor buket langstilkede røde roser for de fire hovedpersonernes suveræne skuespil, den smukke, hjerteskærende klassiske musik, og ikke mindst Zilbermans mod til konsekvent at satse på tidløs kvalitet frem for letbenet underholdning. Her er gode, lange dialoger, tid til ordløst skuespil og ægte følelser på spil. Man bliver både rørt og revet med, som de fire musikere prøver at finde både sig selv og hinanden igen i et vinterindhyllet New York. Gud ske tak og lov, at der stadig bliver lavet film som denne.