Benjamin Koppel Jazz Galla: Celebrating Sting

"Free, free, set them free..." Endelig kan musikken spille igen -  live og for fuld sal. Og det var aldeles forrygende at starte Vinterjazz med Benjamin Koppel og co., der satte spilleglæden og -energien i top fra første toner og jammede jazzfesten over al forventning.

Man er ellers godt vant med at forvente musikalske lækkerier til Koppels Jazz Galla’er, og med Sting-sange på programmet spænder genrerne vidt og vildt, fra den tidlige The Police-rock over pop og jazz til klassisk. Og ikke mindst en flot samling tophits, hvoraf et af de største åbner ballet: ’If You Love Somebody (Set Them Free)’ med alle tre sangere: Maria Carmen Koppel, Mark Linn og Patrick Dorgan.

Allerede der rammer korharmonierne perfekt, og tonen mellem musikere og sangere er livlig, munter og entusiastisk gennem hele showet. Der bliver improviseret med intro-soloer og Benjamin er som altid klar med lidt sprøde kommentarer, eksempelvis hvor vildt svært det er at sammenspille fem The Police-sange, og derefter konkludere "det gik godt." Altså, det var forrygende! Så forskellige hits som ’Roxanne,’ ’Every Little Thing She Does is Magic,’ ’Message in a Bottle,’ ’Don’t Stand So Close To Me’ og ’De Do Do Do, De Da Da Da.’

Endnu et Police-nummer (i forvejen en favorit) bliver aftenens mest rørende, ’Every Breath You Take,’ som normalt er et ret cool fix, men Marie leverer den så kraftfuldt, melankolsk og soulet som aldrig hørt før. Vidunderligt stærk og i formidabelt jazz-arrangement er også den politiske ballade ’Fragile,’ hvor også bas og saxofon rammer tårekanalerne blidt og fuldendt.

Det mere cool og classy er Mark Linn en mester i, og både ’Englishman in New York,’ ’Consider Me Gone’ og  ’Moon over Bourbon Street’ er til at dåne over, når han ruller charmen og det imponerende sangregister ud. Også i en lækker duet med Marie, hvor deres stemmer smelter sammen så smooth, så man næsten ser ’Shape of My Heart.’

Patrick Dorgan har som altid en fest på scenen, og hans sprudlende musikalitet er en fornøjelse. Indimellem tangerer han faktisk Stings særligt eminente toneleje, og selvom han svinger lidt skingert i omkvædet til ’If I ever Lose My Faith in You’ bliver det en fantastisk jamsession, kun overgået af ’Bring on the Night,’ hvor der inviteres til fællessang, klap og hop. 

Koppels kvartet er bare suveræne - Søren Bebe på piano, Zoltan Csörz på trommer og (afløser) Kasper Tagel på bas - og har fået ekstra power til dette show. Man tænker først at elguitar ikke rigtig passer i jazz-balladen, men det glemmer man helt når jamfesten fortsætter i topgear, med Søren Hellers seje elguitar på ’Driven to Tears’ og fed funkstemning på ’We’ll Be Together’ inden ekstranummeret jazzer ned og sender os nynnende ud i vinterkulden: "free, free..." Musikken er sat fri, og publikum ligeså! Vi elsker det - og som Koppel siger: "Gå ud og støt livemusikken!"