Vredens druer

Værdigheden er noget af det første man mister, når man fratages job, hjem og/eller fremtidsudsigter. Desperationen vejer tungt, sammen med vreden, der skal takles inden man mister fodfæstet og presses helt ud over afgrunden. Det gør de helt eminent i denne sitrende, stærke Steinbeck-dramatisering!

Afgrunden her er markeret som et tomrum mellem scene og publikum – som både gravplads, ørkendyb, flodkløft og de allestedsværende vejgrøfter. Her vakler landbrugsfamilien Joad, der efter tørke og påfølgende bankovertagelse har sat lastbilen på skramlekurs mod Californien, fuld af håb om at genopbygge bedre liv og levned i de frodige frugtplantager.

Den er tæt på, afgrunden – for dem og os – for med en afgrænsende, grå mur har instruktør Katrine Wiedemann og scenograf Maja Ravn skubbet aktørerne helt tæt på, kun et par meter fra kanten. Det er den mest minimalistiske scenografi, med det største udbytte af intimteater, der rør og rusker i hjertet, så man aldrig glemmer det.

Her er de otte skuespillerne naturligt presset på udfoldelse – som både Joad’erne og dem de møder på vejen – og de spiller ufravendt hver en legemsdel ud af kludene. Med en enkelt undtagelse. For hvorfor er Laura Bro valgt til at spille mor Joad? Hun er febrilsk og har hverken alder, dybde eller karakter nok til at fuldbyrde så betydelig autoritet. Resten er helt fantastiske: Joachim Fjelstrup, Lars Simonsen, Marie Bach Hansen, Jens Jacob Tychsen, Kristian Halken, Joen Højerslev og Olaf Johannessen. Her fungerer trenden med alle på scenen optimalt. For deres udtryk – ansigter som kroppe – er altid med, levende og rørende.

Og så selvfølgelig fordi John Steinbecks Pulitzer-vindende storværk ’Vredens druer’ (1939) er så naturalistisk i sprog og form. Med den fik han åbnet folkets øjne for hvordan den virkelighed føltes – og det gør den stadig som en del af skolepensum i USA. Det gør Wiedemann også fortræffeligt med denne teaterversion (oprindeligt af Frank Galati) og sender tanker til flygtninge og migranter verden over, der lider under krig, kapitalisme, klimaforandring og/eller anden uhensigtsmæssig evolution. 

Wiedemanns mål er, at vi skal så tæt på, at vi ikke kan vende os bort – og det kommer vi her. Os og dem. Tydeliggjort i to symptomatiske scener: Mor Joad skal besørge, men der er altid nogen, der kigger. Samt slutscenen hvor Rose trods den største sorg hjælper en sultende mand, og folk endelig kigger væk. Næsten også os publikummer. For her presser tårerne sig på igen. En hjerteskærende måde at pointere moralen: At vi er nødt til at stå sammen i de værste tider – for at overleve.

Barsk som det er, er dette slutbillede også et lille håb for fremtiden. På den anden side af desperationen og vreden. For som far Joad bemærker, er det trist at skulle tænke sig om først, når man bare uden tøven burde hjælpe sine medmennesker. ’Vredens druer’ presser os med ud ved afgrunden, og lader os mærke den nærmest umulige kamp mellem at hjælpe andre og at beskytte sig selv. En kamp for værdighed og selvopholdelse, der gør nas! Men bestemt en af sæsonens største teateroplevelser!