Boom Bust Boom

Der er efterhånden produceret en håndfuld dokumentar- og spillefilm om det økonomiske krak i 2008. Alle med en ambition om at finde nøglen til en forklaring, der giver bare nogenlunde mening i lægmands ører.

For sagen er jo den, at de hersens spekulationer, subprime mortgage-boliglån og bilaterale lån blandt pengeinstitutionerne på Wall Street med mere, er temmeligt komplicerede og indbyrdes afhængige forhold, som man ikke skal forvente at forstå uden at holde ørerne virkeligt stive. 

Alligevel forsøger Terry Jones, kendt fra Monty Python, at analysere sig frem til en kondenseret version af hele miseren ved at fokusere på den boblelogik, der forsynede markedet med den idiotiske og grådige optimisme, som sendte hele verdensøkonomien til tælling. En analyse, der, uden at røbe for meget, ikke ligefrem giver tilskueren hovedpine i forsøget på at følge med.

Hvad der derimod godt kan give lidt hovedpine, er de absolut unødvendige og anstrengende dukker, der konstant popper frem og synger en sang hist og holder en tale her. Afbrudt at nogle af verdens topøkonomer, som gør deres bedste for at keep it light.

Hvis humor har en forældelsesdato, er Terry Jones’ bud på en humoristisk forklaring af bobleøkonomi ved at nærme sig den dato med hastige skridt. Det er simpelthen ikke sjovt. Der er ingen morskab forbundet med at blive talt ned til af en dukke. 

På samme måde som fortællingen om Snehvide ikke kan kondenseres med ordene ”stedmor, spejl, Snehvide, dværge”, kan det økonomiske krak i 2008 ikke kondenseres med ordene ”Boom Bust Boom”.