Loving Highsmith

Den amerikanske forfatter Patricia Highsmith (1921-1995) hadede at blive kaldt krimiforfatter fordi hun mente hendes bøger handler mere om mennesker end om mord. Hun er i dag anerkendt som en af "vores største modernistiske forfattere" (sagt af Gore Vidal) og elsket af fans verden over. Men ikke mange er klar over den sande psykologiske tumult, der lå bag hendes prosa. Den hemmelighedsfulde Highsmith holdt sit privatliv ude af offentligheden. Hun nægtede at autorisere en biografi og i de sidste år af sit liv forskansede hun sig nærmest i sit hjem i Schweiz – dog altid skrivende. 

Det gjorde hende gådefuld men gav også grobund for rygter om at være en følelseskold, ondskabsfuld og uelskelig kvinde, der ikke viste hensyn til andre. Disse mindre flatterende sider tysses ned i dokumentaren. Eva Vitija synes at have haft et forudindtaget billede af Highsmith, som efterlod sig tusindvis af skrevne sider i dagbøger og notesbøger. Vitija har meget selektivt baseret sin film på udsnit fra disse (læst højt af skuespilleren Gwendoline Christie) samt udtalelser fra familie, venner og tidligere elskere, så det understøtter hendes ønskede billede af forfatteren. 

Dokumentarens billedside er stykket sammen af arkivklip, interviews med familie og omgangskreds, klip fra de mange filmatiseringer af hendes romaner samt til tider spøjse dækbilleder – bl.a. en slags collage af rodeocowboys og glitterbestrøede dragshows. Dertil en mere eller mindre kronologisk gemmegang af hendes liv, fra den tidlige barndom i det konservative Texas - hvor hendes mor (så grusom som en karakter i hendes bøger) efterlader hende og først seks år senere sender bud efter hende - til hendes sidste år i Schweiz, hvor hun døde 74 år gammel af lungekræft.

Hele livet higer Highsmith uden held efter sin mors kærlighed og det påvirker uden tvivl hendes eget kærlighedsliv. Hun var aktiv i homomiljøet i 1950’ernes New York, hvor kvinder måtte stå af bussen et stop for tidligt, for at fremmede ikke skulle have mistanke om, at de var på vej til en lesbisk natklub. Men trods mange erobringer syntes Highsmiths kærlighedsliv aldrig at falde helt på plads.

Et af de stærkeste øjeblikke er billedet af Patricia Highsmith, der er opslugt i skabelsens ensomme handling, hakkende på en skrivemaskine, mens ordene springer ud af hendes fingerspidser. Hendes henrykte blik og bevægelse viser en passion, der overskrider det litterære. "At skrive er selvfølgelig en erstatning for det liv, jeg ikke kan leve, er ude af stand til at leve," betror hun  sig i dag- og notesbøgerne. 

Hendes mest personlige roman ’The Price of Salt’ (1952) skrev hun under pseudonymet Claire Morgan – den udkom igen i 1990 under hendes eget navn og blev siden filmatiseret med titlen ’Carol’. Hun forsøgte i årevis at skrive endnu en roman med samme tema tæt på hende selv, men opgav i sidste ende projektet, uden tvivl ude af stand til at overvinde forhindringerne af skam og frygt, der til dels var indpodet af hendes mor, der afviste sin voksne datters seksualitet.

’Loving Highsmith’ fremstår både blomstrende og lidt sentimental, hvilket er svært at forstille sig at forfatteren selv ville have sat pris på. Men selvom det overordnede billede af den geniale forfatters liv er ufuldstændigt og en smule ensidet, er dokumentaren alligevel en ganske fin hyldest til et enestående talent og et godt supplement. Vil man endnu tættere på forfatteren gennem hendes egne ord, kan det varmt anbefales at læse den knap 1000 siders udgivelse ’Patricia Highsmith: Her Diaries and Notebooks 1941-1995’ (2021), redigeret af Highsmiths hengivne redaktør Anna von Planta.