Cinema Made in Italy

  • Grand Teatret
  • premiere 29. april 2018
  • 4.02

Fakta

CINEMA MADE IN ITALY 

29. april - 2. maj 2018

Grand Teatret

The Place ****
Hvor langt vil man gå, hvad vil man gøre for at få sit største ønske opfyldt? Sidste år nailede Paolo Genovese nogle moralske dilemmaer med ‘Perfect Strangers’, og han gør det næsten igen med dette mysteriedrama. Igen er det dialogen og det skønne ensemble, der skaber fantastiske scener af en mystisk fyr, hvis store sorte bog lister ønsker, og dernæst opgaver, folk skal løse for at få synet tilbage, blive smukkere, genfinde tro, blive sygdomsfri med mere. Jo sværere ønske, jo større opgave. Men helheden har sine logiske brister, når puslespillet af gerninger falder på plads, og moralerne er ikke lige veloplagte.

Il contagio/Tainted Souls ****
Som i deres 2010-debutfilm ‘Et in terra pax’ fanger Daniele Coluccini og Matteo Botrugno den forsømte sjæl i Roms afkroge. Hjertet er med i første halvdel, hvor et boligkompleks danner ramme for livet i undermål. Imens kulden rykker ind, når vejen ud af gæld og kriminalitet kun fører til endnu mere af slagsen, der stripper ens liv for al værdighed. ’Il contagio’ er ikke så rå som debuten, men et mere melankolsk billede – især i form af den fortællende professor Walter (som romanforfatteren bag: Walter Siti) – af det moderne Rom, hvor overskrifterne om underverden vs. oververden (mafia og mere mafia) verserer i højfrekvens.

Cuori Puri/Pure Hearts *****
En betagende debutfilm af Roberto De Paolis, der har lige dele voksen realisme og ungdommelig æteriskhed. 17-årige Agnese stiler mod et kyskhedsløfte – godt presset af moderen – da hun løber ind i 25-årige Stefano, der kæmper med en kriminel fortid og mildest talt ugunstige forhold blandt venner og familie. Deres helt særegne følelser af oprør er så livsalige – debutanterne Selene Caramazza og Simone Liberati er overskønne – og hvilken sexscene! De rene hjerter får et heftigt skæbnetwist, og man kan næsten ikke bære at filmen slutter der.

A ciambra ***
Året inden gennembruddet ’Mediterranea’ lavede Jonas Carpignano en kortfilm om roma-familien Amato, og nu koger han i samme doku-stil mere suppe på den unge Pios dannelsesrejse. Det bliver til ekstremt meget råberi, til familiemiddage og i vennelag, som glæde og i frustration med mere, og selvfølgelig skaber det en stemning af desperation, men også kaos, der går ud over følingen med personerne. Eksempelvis ville man ønske en større udvikling af venskabet med den afrikanske flygtning Aviya (fra de forudgående film), som uddybning af temaet om minoriteter, der underminerer hinanden i stedet for at stå sammen.

L’Intrusa/The Intruder ***
Det er tydeligt at instruktør Leonardo Di Costanzo har sin fortid i dokumentarfilm, og især æstetisk er denne film grumset, grå og gravalvorlig. Trøstesløsheden præger fritidshjemslederen Giovannas ansigt, trods hun forsøger at indpode børnene håb og tolerance i den mafia-mærkede Napoli-region. Yderligere tilspidset da en kvinde, hun tilbyder husly, viser sig at være tilknyttet Camorraen. Principper holder bare ikke her, og filmen har ikke argumenterne på sin hovedpersons side, ligesom det hurtigt afviklede slutscenarie virker for mageligt i lyset af filmens rå stil.

L'Equilibrio/Equilibrium ***
Magt over moral er den frygtelige status, en retsindig præst må bukke under for, da han tager en sag om en misbrugt pige helt til Vatikanets excellencer. Titlens ligevægt opnås naturligvis ikke, når store magtfaktorer som kirke, mafia og industri er involveret. Filmen gaber simpelthen over for meget, og bærer præg af at være startet som dokumentarfilm, der til stadighed stødte på forhindringer. For magtballaden handler i virkeligheden om Triangolo della morte – området i Campania, der i årevis har været så dumpet til af giftigt affald at cancer-dødsfald topper – hvor Camorraen, politikere, forretningsfolk og ikke mindst præstevældet er involveret.

Moglie e marito/Wife and husband ****
Empati er ikke deres stærkeste side, den kække neurokirurg og den skønne tv-vært, så de er på vej mod en skilsmisse. Indtil mandens (selvfølgelig) tankeoverføringseksperiment kortslutter dem i hinandens krop og får dem til at føle en helt ny indlevelse. Det er så herligt fjollet og forfriskende at man tilgiver Pierfrancesco Favino for heftigt overspil og overgiver sig til smukke Kasia Smutniaks herremanerer. Ikke mindst efter sex, hvor hun, som ham, udbryder: ”Fuck, jeg vil være kvinde for altid!” Og ja, instruktøren er kvinde: Simone Godano. Hendes første spillefilm, og lige til en Hollywood-remake.

Mest læste

kommentarer

seneste
film

4.02
Asghar Farhadi
5.04
Rasmus Kloster Bro
X&Y
4.02
Anna Odell
Dogman
4.02
Matteo Garrone
The Miseducation of Cameron Post
5.04
Desiree Akhavan
Green Book
4.02
Peter Farrelly

seneste
scene

4.02
Den Jyske Opera
Askepot
3
Det Kongelige Teater
I et forhold med Sort Samvittighed
4.02
Betty Nansen Teatret
Frøken Julie
3
Skuespilhuset
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.