Climax

Kan klimaks blive for meget? Det pointerer vor filmtids største enfant terrible Gaspar Noé med sit nyeste filmtrip ’Climax’. Til maksimal effekt mærkes det i krop og sjæl hvor meget det smerter, når rusen aldrig stopper, når klimakset bliver ved med at toppe, når ekstasen er uendelig.

For dansen og danseren er klimaks en del af udfoldelsen. Når man bruger kroppen optimalt og kan mærke hver en muskels spænding og hver en fibers elasticitet. Når energien pumper, så man bliver høj af den. Så et klimaks afløser det næste og det næste...

Det sanses prompte i den første vilde dansesekvens, hvor kroppene synes at kunne alt, og man tænker at de således altid vil have den sejeste kontrol over deres bevægelser. Og i første omgang, i den næste dansesekvens, synes de euforiserende stoffer at give mere saftig kropsudfoldelse – som om de kan blive ved i uendelighed. Men så går det galt – med metafysiske baglæns bøj, unaturlige stræk og hårde fald – de har mistet kontrollen, og for de fleste er der ingen ro og for andre decideret smerte i korpusset. Et andet uendeligt klimaks, som kan ende med at tage livet af dem.

Benoît Debies intense og nærgående kameraføring – ofte i lange, glidende one takes – skaber følelsen af en organisme, der opløses hvis rytmen brydes. Fra det punkt hvor musikken afbrydes og de røde lamper blinker, slipper ingen ud af denne dødsdans. Debie vender op og ned på kameraet, så man suges ind i rusen, og ikke selv kan finde op eller ned. Pågående og alligevel med marginalt fokus – som når vi selv kigger væk fra noget grumt – men rædslen er overalt, og vi er fanget som danserne. 

Omkring 20 unge dansere har været med til at improvisere dans og rus, og selvom portrætterne er ganske overfladiske, lykkes det alligevel via kropslighed, beklædning og tilspidsede replikker at mærke sindene, der snart skal syre til, så de bliver bange for deres eget spejlbillede. Særligt koreografen Selva (Sofia Boutella), gravide Lou (Souheila Yacoub) og søskendeparret Gazelle (Giselle Palmer) og Taylor (Kastle).

Ligesom dansen aldrig rigtig stopper, spiller musikken også uendeligt. Det dunker og spinner, når velkendte 80/90er-klubhits spiller instrumentalt og forstærker følelsen af noget, der kører i ring. Og kender man teksterne til for eksempel ’Born to be Alive’, ‘Tainted Love’ og ‘Angel’ får man ekstra tematiske tråde at vikle krop og sind ind og ud af.

’Climax’ er inspireret af virkelige hændelser i midt-90erne, men det kunne sagtens ske i vores samtid, hvor alkohol og stoffer gør tidligt indtog i ungdomslivet. Gaspar Noé er kendt for at provokere, men her er der virkelig en mening med den insisterende in-your-face-stil, hvor alt bliver gement, grimt og gysende. Og det er virkelig svært at få viklet sig ud af den knugende følelse af afmagt overfor det delirium, der unægtelig forfører mange. I jagten på klimaks, af den ene eller den anden slags.