pixel

Moulin Rouge! The Musical!

  • Falkoner Salen
  • premiere 7. september 2023
  • 6

Moulin Rouge! The Musical!

Fakta

MUSICAL

7.september - 21.oktober 2023, derefter turne

Falkoner Salen, One and Only Musicals/Hele Danmarks Musicalteater

Showtime! Helt i top og fuldstændig fantastisk, funklende og forførende. ’Moulin Rouge!’ er den største musicalfest og den frækkeste fejring af kærligheden, kunsten og livet. Hjerterne banker rødglødende - for lykke og smerte - i takt med den forrygende hitmusik.

Med sin karakteristiske flamboyante stil skabte Baz Luhrmann i 2001 med dette filmhit nye standarder for musicals. Med et overdådigt sansebombardement af et kærlighedsdrama fortalt (primært) gennem velkendte strofer fra omkring 40 hitsange, oftest i vilde, overraskende mashups. For fuld power, frækt og fantasifuldt, sødt og spektakulært og på alle måder larger-than-life. 

Overflødighedshornet strutter også i teatermusicalen, der har storhittet siden 2018, og nu rammer Skandinavien i denne storslåede samproduktion, der er opdateret, tilpasset og tilføjet ekstra nyere hitsange, så musikfesten brillerer med mindst 70 hits. Det er orgiastisk og overrumplende fra start til slut - med cabaret-signaturen ’Lady Marmalade’ som den sexede festramme.

Blandt showstopperne er selvfølgelig Satines (Sara Viktoria Bjerregaard) entre: Som den funklende diamant hun er, flyver hun på en glimtende trapez ind over salen og stråler med et mashup, hvor Shirley Basseys og Marilyn Monroes diamantpragt forvandles til Beyonce og Madonnas kvindepower og et ekko af Rihannas ’Diamonds’. Hun skinner forevigt og kan ikke ejes af nogen.

Totalt hot og drønlækkert bliver det med Santiago (Stanley Bakar) og Ninis (Vibeke Zederkof) ’Bad Romance’ - toppet med ’Toxic’ og ’Tainted Love’ - og boudoir-ensemblet går all in med exceptionel stoledans. En helt fantastisk koreografi, ligesom kreativiteten også rykker den vilde absintfest med ’Chandelier’ op i højeste niveau, når stiger, kasser og bord bliver svingbare - humoristisk og tragisk - og rocker endnu heftigere i rusen med ’Roxanne’ og "red light"-hvin.

Den ikoniske duet ’Elephant Love Medley’ er også enestående i sin udvidede mashup, der ender i så forskellige sange som ’Heroes’, ’Your Song’ og ’I Will Always Love You’. Kemien funkler mellem Sara Viktoria Bjerregaard og Silas Holst, der også rør storslået med især to soloer: Hendes ’Firework’ og hans ’Crazy’-’Rolling in the Deep’. Begge afspejler deres usikkerhed, og deres brændende ønske om at give alt til amour.

Som de to karakterer fra virkeligheden, klubejer Zidler og kunstner Toulouse-Lautrec, er Rasmus Bjerg og Laus Høybye herligt bramfrie og danner essensen af kunstnerkvarteret Montmartre anno 1899, hvor Moulin Rouge kæmper for sin eksistens. De er historiens modpoler, men trods Zidlers pengefokus og Lautrecs poesipatos, så finder de alligevel sammen under bohemernes motto: sandhed, skønhed, frihed og kærlighed. 

Castet er bare fremragende og spiller eminent som ensemble. Fantastiske stemmer som Lea Thiim Harder og Line Krogholm får kun få solo-linjer men bidrager til det kraftfulde kor, der både brillerer enstemmigt men endnu mere med polyfoniske harmonier. Det matcher mashup-ideen og skaber ekstra dynamik i sang og musik. 

Showet er det ultimative mashup. Anja Gaardboes koreografiske tilføjelser i alt fra cancan til streetdance, fuld af energi og overraskelser. Takis’ imponerende scenografi mixet af fysiske ornamenter og videoprojektioner, der giver flot overgang mellem scenerne, ude og inde, mørke og lyse, enkle og opulente. Alt er kontrastfyldt, men fleksibelt, foranderligt. Også Astrid Lynge Ottosens kostumer, som hylder korsetter, mamelukker, hofteholdere, knapstøvler, fjer og pailletter til alle, så legen med seksualiteten og det flydende køn bliver tydelig og ukunstlet. 

’Moulin Rouge! The Musical!’ er burlesque, bordel og boudoir, hvor dekadencen lurer lige under al det glitrende glamour og den smægtende lidenskab. Det er et kæmpe rush at blive forført gennem alle de vilde følelser. Godt smurt i melodramatiske klicheer og battet igennem med sang- og musikpower, så man kun kan overgive sig til sidst når det hele pludselig bliver virkeligt og rørende. Med en af de mest banale replikker, der forevigt vil være livsbekræftende og -nødvendig: "Fortæl vores historie!" Og det gør de - med den største musicalfest som hyldest til kærligheden, kunsten og livet.

Mest læste

seneste
scene

Prøvedage
5.04

Rundetårn
Blodbryllup
5.04

Det Kongelige Teater
Figaros Bryllup
4.02

Operaen
Hvem er bange for Virginia Woolf?
5.04

Teatret ved Sorte Hest
Sort Samvittighed #4
5.04

Betty Nansen Teatret
Gilgamesh
4.02

Sort/Hvid

seneste
film

Anora
4.02

Sean Baker
Lykketræf
4.02

Woody Allen
The Room Next Door
4.02

Pedro Almodóvar
The Substance
5.04

Coralie Fargeat
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling