Der var engang en sang, der hed Arne

  • Skuespilhuset
  • premiere 8. januar 2017
  • 6

Fakta

KOMEDIE / MUSICAL

Skuespilhuset, Store Scene

8. januar – 5. marts 2017

Den stemme, som tager imod én når lyset går op, lægger ud med at fortælle om alt det, man godt må i teatret. Man må gerne klappe og huje og synge med – og spille luftguitar. Så kan man lade skuldrene falde og læne sig tilbage. Det betyder også, at salen senere klapper derudaf fuldstændigt ligeglade med om det er i takt. Vigtigt at skabe det rum i teatret.  

Herefter følger et overflødighedshorn af 70 minutters gang i gaden. Fire toptunede skuespillere står klar på scenen og begynder at lege far, mor og børn. Herfra udvikler historien om Arne sig. Arne fødes, vokser op, forelsker sig... og så skal vi ikke afsløre mere her. 

Wikke og Rasmussen, som vi kender fra 'Hannibal & Jerry', 'Flyvende Farmor' og 'Julestjerner', står nu bag et brag af en forestilling for hele familien. Forestillingen er skæv og lun på nogenlunde samme måde, som Pernille fra ’Den Store Bagedyst’ er det. Hvis man kan lide hende og hendes kager, kan man helt sikkert også lide denne her forestilling. 

Der er virkelig noget for pengene i 'Der var engang en sang, der hed Arne'. Der kræses for øregangen med rockstar liveband. Der kræses for øjnene med en dragende og troværdig scenografi af Maja Ravn. En slags forvokset dukkehus fuld af skæve detaljer. 

Der kræses endda lidt for maven, hvis man er én af de heldige ti publikummer, der får kastet en skumfidus i hovedet. Som skuespiller Rasmus Fruergaard bemærker, mens han styrter rundt på publikumsrækkerne ”Jaja, det er verdens ældste teatertrick, det her, det ved jeg godt”. Der er humor og nærvær fra skuespillerne hele vejen igennem.  

Momentet, hvor tæppet går op og familiens rækkehus køres frem på scenen er nærmest magisk. Her er fire værelser, trappe, loft og endda en lille forhave. Man får bare lyst til at være med og gå på opdagelse. Huset er skåret midt over, så på køkkenbordet står en brødkasse med to franskbrød skåret over på midten, og det samme gælder sofaen, papirkurven, og kassen med julepynt på loftet. 

I den hyggelige 'Pandekagesangen' ser vi, at også panderne er skåret midt igennem. Det er mødet mellem genkendelighed og twist, som er forestillingens helt store styrke. Her er Wikke og Rasmussen uovertrufne mestre, og deres skæve hjerner kommer bestemt til sin ret her også. 

De velkendte sange er kernen af oplevelsen. Skuespillerne synger godt og med masser af power. 'Starfar' med diskokugler, læderjakker og solbriller står tilbage som forestillingens helt store hit. 

Sammenholdet de fire imellem er stærkt og ægte. Det giver en ekstra familiefølelse bagved fiktionen. Man føler sig velkommen, underholdt og mærker hjertevarmen sprede sig helt ned til de bagerste rækker.

Vi får ofte fortællinger om den dumme familie. Om skilsmisserne og de sure voksne, om at være alene eller forkert. Her er den præcist modsatte fortælling om den rare familie og den gode hverdag.  Værsgo, her er en helt standard familie, som det er værd at drømme om. Se dét er en imponerende fortælling. 

Og som en voksen, der tænker lidt over, hvad børnene får smidt i hovedet af køns- og familieformer, er det her en superbefriende forestilling. Det er befriende, at der sover tre voksne i dobbeltsengen, at både mor og far kører bilen, at de mandlige og kvindelige skuespiller har lige meget spotlighttid og fyrer den lige meget af. Alle gør den som både mor, far, bonusfar, Arne og hund på skift! Uden noget som helst ”du er pigen, så du skal spille mor”. Og det er befriende, at det ikke virker som en påklistret ambition – sådan ér det bare her. For helt ærligt, hvordan skulle det ellers være? 

Her er endelig nogle seje voksne. Sådan nogle, man har lyst til selv at blive. Tak!

Hvis man har nogle små (eller store) øre, der ikke bryder sig om høj lyd, kan det være en god idé at stikke et par ørepropper i tasken. Niveauet er ikke værre end en højlydt tegnefilm i biografen, men man kunne sagtens skrue lidt ned uden at tage noget fra energien. 

Det sidste her var en besked fra en kedelig voksen, og dem er der heldigvis slet ingen af i 'Der var engang en sang, der hed Arne', så det er bare om at komme afsted. Hvis du er et barn eller en barnlig sjæl, og har lyst til at mærke glæden boble i maven og blive blæst bagover på den gode måde, så har du fundet den helt rigtige forestilling. 

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

4.02

CPH Stage
4.02

CPH Stage
3

CPH Stage
5.04

CPH Stage

seneste
film

5.04

Hirokazu Koreeda
5.04

Paolo Virzi
5.04

Lone Scherfig
4.02

Grand Teatret
close logo

Magasinet KBH udkommer kun i kraft af sine støttemedlemmer

Støt fra kun 20 kr. / md. og følg designet af København — også i fremtiden