Den Nye Triumfbue
DRAMA
Originaltitel: L’Inconnu de la Grande Arche
Premiere 25. december 2025
Fransk film om den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen og bygningen der i daglig tale kendes som Den Nye Triumfbue, farer vild i detaljer og opdigtede privatlivsscener, og bliver desværre aldrig rigtig spændende.
I 1982 udskrev den nyvalgte franske præsident François Mitterand en konkurrence om et byggeri til det nyligt anlagte forretningskvarter La Défense i Paris. Forslagene blev indgivet anonymt, og det blev en helt ukendt dansk arkitekt der vandt med et projekt, der emulerede triumfbuemotivet i en gennembrudt kube skabt i glas og marmor.
Alle, inklusiv præsidenten, var begejstrede over projektet, og von Spreckelsen, der indtil da kun havde skabt fire kirker og sit eget hus, gik fra at være et respekteret navn blandt danske kollegaer til at være en international stjerne og skaberen af et af de væsentligste bygningsværker i Frankrig i det 20. århundrede.
Menneskehedens Triumfbue, kalder von Spreckelsen (Claes Bang) sin kube og livsværk, som Mitterand (Michel Fau) vil have skal indvies på 200-årsdagen for den franske revolution. Men der går hurtigt hårknude i kombinationen af dansk kompromisløs perfektionist og fransk bureaukrati.
Projektets økonomimand Jean-Louis Subilon (Xavier Dolan) får kamp til stregen på alle punkter fra danskeren, men kræver at byggeriet skal være fransk og at det ledes af en franskmand. Spreckelsens nødtvungne valg falder på arkitekten Paul Andreu (Swann Arlaud), der er kendt for at lave strømlinede lufthavne. Men selvom Andreu kan se skønheden i Spreckelsens vision, er han, modsat Otto, både realist og rede til at gå på kompromis. Fra start er Ottos nærmeste allierede Mitterand, men da præsidenten ikke bliver genvalgt undervejs i projektet, bliver udfordringerne for Spreckelsen endnu større.
Midt i det hele står Liv von Spreckelsen (Sidse Babett Knudsen), den kløgtige hustru der fra start sikrer at hendes mand får et svimlende honorar på 25 millioner franc, men som efterhånden lider mere og mere under Ottos koleriske besættelse og kamp for at få sit livsværk realiseret.
‘Den Nye Triumfbue’ er baseret på Laurence Cossés roman ‘La Grande Arche’, og både film og roman er inspireret af virkelige hændelser fra 1983 til 1987. Men instruktøren Stéphane Demoustier har taget sig frihed til at opdigte en ny hustru og scener omkring ægteparrets privatliv - naturligvis for dramatikkens skyld. Men han udnytter det slet ikke nok og det opvejer ikke de endeløse kampe om, hvordan man skal behandle marmor og størrelsen på søjler og så videre og så videre, og det der skulle være drivkraften i den narrative fortælling falder hurtigt til jorden.
Otto von Spreckelsen forlod efter fire år byggeprojektet på grund af for mange uoverensstemmelser. Han døde af kræft i 1987 og nåede aldrig at se det endelige resultat af sin vision stå færdig.
