DGI-Byen vil udvide markant
Idrætsområdet ved Hovedbanegården vil forstørre sig selv ved 'fortætning' — imellem og ovenpå de eksisterende bygninger.
Københavns befolkning vokser, og det samme gør behovet for idrætsfaciliteter.
Med flere indbyggere følger et stigende behov for plads til sport, leg og bevægelse.
På Vesterbro er der nærmest ingen ledige kvadratmeter, så løsningen er her at finde plads blandt det, man allerede har.
Dét er strategien hos den almennyttige forening 'DGI Byen', som driver de mange sports- og svømmefaciliteter lige ved Hovedbanegården.
'Byen' inkluderer også hotel- og konferencelokaler, or organisationen har for nylig meldt sig på banen med planer om en omfattende udvidelse.
Faciliteter med fokus på inklusion
Visionen fra DGI Byen er at etablere et "stærkt centrum for sundhedsfremme og forebyggelse," lyder det i en præsentation af visionen fra sidst i oktober.
Indtil videre er det småt med det konkrete, men tegnestuen Cobe har udarbejdet et volumenstudie for DGI Byen.
Dét peger på, at et betydeligt byggeprojekt er muligt på det nuværende areal — f.eks. ved at bygge ovenpå tagarealerne og lave tilbygninger ud på P-pladser.
Her skal der være nye "idræts- og bevægelsesfaciliteter"
Kultur- og Fritidsforvaltningen hos Københavns Kommune reagerede positivt på initiativet og meldte sig klar til at indgå i et samarbejde med DGI Byen for at afdække de konkrete muligheder — såfremt politikerne ønskede det.
Og det gjorde de på et møde den 11. december — så en udvidelse er nu sat på skinner.
Planer, penge og politik
Selvom DGI Byen har en klar idé, er der mere end et par knuder, der skal løses op, før spaden kan sættes i jorden.
Drømmene kræver ændringer i de nuværende lokalplaner for området, og Teknik- og Miljøforvaltningen har endnu ikke taget stilling til de foreslåede byggemuligheder.
Et andet og lidt mere komplekst problem er den aftale om tilbagekøbsret og tillægskøbssum, som Københavns Kommune har med DGI Byen.
Den stammer fra etableringen i 1995, hvor Københavns Kommune sammen med idrætsorganisationen DGI og Lokale- og Anlægsfonden stod bag, at DGI Byen kom til verden.
Aftalen kan blive en knast, fordi DGI Byens eget forslag er at finansiere den store udvidelse med salg af byggeretter i forbindelse med, at hele området fortættes.
Men hvis DGI Byen opfører nybyggeri over en vis grænse, så skal de ifølge den gamle aftale betale et større beløb til Københavns Kommune — den såkaldte tillægskøbesum.
Det samme vil ske, hvis ejendommen ændrer anvendelse — altså hvis de private byggerier som DGI Byen også lægger op til at åbne op for ikke har "offentlige formål".
Derfor er det afgørende, at kommunen og DGI Byen genforhandler den nuværende aftale om ejendommen — og at de kan blive enige.
Det næste halve års tid skal bruges på en proces med inddragelse af offentligheden og diverse eksperter, der skal munde ud i en færdig vision for det nye DGI Byen.
Dernæst skal der laves en mere formel og detaljeret lokalplan — samtidig med at formalia omkring ejerskab kommer på plads.
Går det hele vel, kan københavnerne i løbet af nogle år få endnu flere muligheder for idræt lige her ved Hovedbanegården.
DGI Byen blev senest udvidet i 2010, hvor den fik nye møde-, konference- og hotelfaciliteter.
I 2021 fandt man også plads til tre nye padel-baner.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
