Golfbane ved Ørestad udpeget som byens nye 'arena'
Københavns Kommune peger på Royal Golf Club som 'oplagt' fristed og ramme om kæmpekoncerter.
København har længe set misundeligt over Øresund og mod resten af Europa, når de absolut største verdensstjerner har strøget den danske hovedstad af tour-listen.
Mens Stockholm og London har badet i popstjerner og pyroteknik, har København måttet sande, at byen mangler det afgørende gear: En udendørs arena, der kan rumme rigtig mange mennesker.
Pladsmanglen bliver kun mere akut af, at den metalliske folkefest Copenhell fra 2028 formentlig står uden tag over hovedet, da Refshaleøen så småt gøres klar til byudvikling.
Naturpark med rock'n'roll
Men på rådhuset sker der ting og sager.
Her slår en ny kortlægning fra Økonomiforvaltningen nemlig fast, at drømmen om en permanent 'udendørs multiarena' er fuldt ud realistisk.
Og løsningen ligger lige for næsen af københavnerne, siger man: Statens areal i den fredede Kalvebodkile — et stort område på Vestamager, der i dag huser Royal Golf Club.
Tidligere har kommunens embedsværk ellers skudt lignende idéer ned, fordi golfbanens lejekontrakt løber helt frem til 2047 — og fordi et ønske om at etablere "vild natur" på stedet ikke var et tungt nok juridisk argument til at flå lejekontrakten over.
Men ved at koble etableringen af den vilde natur med en ny, gigantisk festivalplads, har kommunen måske fundet en gylden nøgle, der juridisk giver plads både til fadøl, trash metal og lærkesang.
Tanken er at skabe en stor natur- og kulturpark, der i omfang vil være næsten dobbelt så stor som Fælledparken.
Når koncertsæsonen er i dvale, skal området være et åbent, rekreativt fristed for den almindelige københavner og fungere som et grønt, biologisk bindeled mellem Amager Fælled og Kalvebod Fælled.
Golfbanens nuværende fintklippede plæne og små flag må altså vige pladsen for et boostet biodiversitetsområde, hvor dyre- og planteliv kan vandre frit.
Men når sommeren rammer, skrues der op for forstærkerne. Her forandres området til en topmoderne, udendørs arena med plads til 60.000 gæster.
Logistisk set er placeringen i Ørestad samtidig en fuldtræffer, da infrastrukturen, motorvejsnettet og metroen allerede ligger solidt i jorden lige ved siden af.
Tidligere er Prøvestenen ud for Amagers østkyst også blevet foreslået som et sted, hvor man kunne reservere et areal til store udendørs-arrangementer. Men den placering lider under manglende infrastruktur og endnu uafklarede spørgsmål om industri-øens fremtid.
Kun den tungeste bass
Selvom de politiske visioner er store, og Borgerrepræsentationen har vist bred opbakning til at finde en placering til en ny Arena, skal der løses nogle vanskelige knuder, før de første fadølsanlæg kan rulles ind over greenen.
Først og fremmest skal Royal Golf Club købes ud af den kontrakt, der indtil videre sikrer dem brugsretten i yderligere 21 år. Hvad det vil koste i kompensation, og hvem der skal samle regningen op, er uvist.
Rent støjmæssigt vurderes det muligt at overholde kommunens støjregler, hvis fremtidige scener placeres på golfbanens vestlige del.
Afstanden til følsomme bygninger som Hotel Bella Sky er også stor nok, vurderer forvaltningen. Men gæsterne må nok forberede sig på at kunne fornemme noget af den tungeste bass.
Den del af arealet, der ligger tæt på Vejlands Allé, vil dog ikke kunne bruges til koncerter, lyder det. Det skyldes den nye bydel, Fælledby — her vil støjen blive for voldsom for de kommende naboer.
Et bump på vejen kan dog vise sig at være områdets fredningsstatus. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vurderer, at buldrende rockkoncerter og festivalpladser ligger langt fra, hvad man overhovedet kan give dispensation til i området .
Og derfor vil fredningen formentlig skulle ophæves helt eller delvist — en manøvre, der kræver, at Christiansborg går ind i sagen og trumfer projektet igennem via en anlægslov.
'Oplagt placering'
Når embedsværket overhovedet kigger så seriøst efter en beliggenhed til en ny arena, så skyldes det en politisk beslutning om det samme taget sidste år.
Den politiske instruks lød, at forvaltningen skulle komme med en 'anbefaling' til en placering, og den er altså kommet nu med en ganske klar besked:
'Analysen konkluderer, at den mest oplagte placering er statens 105 ha store areal i den landskabsfredede Kalvebodkile, der i dag er udlejet til Royal Golf Club.'
Og embedsværket er så overbeviste om konklusionen, at de meddeler politikerne, at jagten på andre lokationer i København indstilles. Forvaltningen vil med andre ord satse hele butikken på golfbanen på Amager.
Næste skridt bliver at få ført projektet ind i sensommerens budgetforhandlinger for 2027. Her skal politikerne vælge at afsætte midler til et konkret skitseprojekt med tilhørende visualiseringer, så visionen kan blive håndgribelig.
Samtidig skal der hyres ekstern juridisk hjælp for at sikre, at kommunen ikke overtræder EU's statsstøtteregler, når offentlig jord skal udlejes til kommercielle koncertarrangører.
Hvis politikerne i næste uge nikker ja til dén indstilling, vil embedsværket trække i arbejdstøjet og gå i dialog med staten og golfklubben om at omdanne fairways, greens og roughs til natur og udendørs multiarena.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
