pixel

Nye byrum på vej ved Frederiksberg Idrætspark

Snart får Frederiksberg Idrætspark mere indbydende forplads og byrum, der skal tydeliggøre kvarterets sportslige kvaliteter.

idrætspark, 1:1, rendering

Rundt om hjørnet fra KB Hallen findes den over 100 år gamle Frederiksberg Idrætspark.

Det gamle stadion er ad flere omgange bygget om og tilbyder også faciliteter til atletik, beach volley, petanque og svømning — og multihallen Tre Falke Hallen.

Og snart får de knap så spændende tilstødende byrum også en overhaling.

Planen er at anlægge en ny velkomstplads, et nyt parkstrøg langs Sønderjyllands Allé og at udvide en lille hjørneplads mellem Sønderjyllands Allé og Christian Paulsens Vej, hvor et større opholdsområde kommer til.

En idrætspark, der gemmer sig

I dag er det let at overse, at der overhovedet er en større idrætspark midt i det fredelige kvarter i Frederiksbergs vestligste del.

Den store park fremstår aflukket med hegn og tæt bevoksning og indgangene er ret forvirrende. Hovedindgangen er kun åben ved større begivenheder og svær at få øje på i sit lille indhak. Resten af forpladsen er ikke særlig indbydende og mangler opholdsmuligheder.

Og en ellers åben sideindgang rundt om hjørnet gør heller ikke meget væsen af sig, men gemmer sig bag en cykelparkering.

Men dette skulle der gerne laves om på snart. Planen er i hvert fald at gøre kantzonen til Frederiksbergs gamle idrætspark mere åben, venlig og — ikke mindst — sportslig.

Fremover skal velkomstpladsen gøres overskuelig og tydeliggøre de tre indgange til både idrætsanlægget, Damsøbadet og Tre Falke Skole, der også ligger her.

En tydelig rød løber i teglsten vil visuelt lede mod skolen, mens nye bænke og legeelementer skal gøre det mere attraktivt for både skoleelever og idrætsudøvere at hænge ud her.

Bedre plads til sport og natur

Det nyt parkstrøg langs Sønderjyllands Allé forsynes med træer, buske, blomstrende stauder og effektfuld belysning.

Hegnet mod parken åbnes delvist op og får stedvist indbyggede ribber på begge sider, så leg og træningsøvelser fremover vil markere, at det altså er sport, der dyrkes her.

Er man mere til god, gammeldags afslapning, bliver der også plads til dét langs både det kommende parkstrøg og et nyt, stort blomsterbed på hjørnepladsen. En mindre skulpturpark og en udendørs scene kommer også til.

Dyrelivet får det også lidt mere afslappet med nye fuglekasser sat op og mulighed for at boltre sig i en artsrig blanding af nye buske og træer. 15 nye træer kommer der til, mens fem eksisterende må fældes.

Endelig kommer der også mere struktur på den ret kaotiske cykelparkering, som i dag nærmest står i vejen for parkens indgange.

Det nye byrum forventes anlagt her i efteråret 2024 og skulle gerne stå klar næste år.

På et senere tidspunkt får selve idrætsparken måske også glæde af en ny, indendørs atletikhal, men denne er endnu ikke finansieret.

Omdannelsen sker som led i Områdefornyelsen af den ydre del af Finsensvej, der de senere år har kastet et par andre byrums-opdateringer af sig.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling