pixel

Dirty Dancing – The Musical

  • Operaen
  • premiere 26. februar 2015
  • 5.04

Fakta

MUSICAL
8. juli - 14. august 2016

Operaen

Denne anmeldelse er opdateret fra premieren i Tivolis Koncertsal 26.februar 2015

’Dirty Dancing – The Musical’ er stadig en formidabel dansefest, og Operaens flotte scenerum leverer ekstra volumen og grandiositet. Repremieren byder heldigvis kun på få ændringer. Som bandlederen har Robert Bengtsson ikke ligeså meget soul som James Sampson, men det er stadig hot og heftigt. Og den ikoniske slutdans løfter showet til nærmest ekstatiske højder.

Desværre kæmper Silas Holst igen med at ramme den hårde kerne i Johnny, og det manierede hænger ved, han spiller rollen i stedet for at mærke den og flyde ind i den. Men bonus for en nytrimmet krop og aftenens store overraskelse: ’She’s Like the Wind’, som Silas synger så sjæleskønt at man undrer sig stort over hvorfor den ikke er med i selve showet!

----------------------------

”Nobody puts Baby in a corner!” Ingen får lov at pille ved den replik – eller særlig meget andet i ‘Dirty Dancing’-konceptet – og sådan skal det være.

Fans af succesfilmen fra 1987 bliver ikke skuffede – og heller ikke dem, der har fået dansefeberen fra ’Vild med dans’. For musicalversionen har samme uskyldige charme og glæde ved dans, musik og kærlighed, så det nærmest smelter sammen i ét. Udtryk af forelskelse forbindes med bestemt dans og musik/sang, som forstærker følelsen. Indimellem endda som om dans sidestilles med sex.

Altså som det var dengang – i de glade 1960'ere og i de pastelfarvede 1980'ere. Der er enkelte scener i dansernes hemmelige hytte, hvor det bliver ganske hot og sexet – især til ’Do You Love Me?’ – men ellers holder det frække den mere nuttede stil. For det handler om andet end det seksuelle i dansen, nemlig modet til at udtrykke sig kropsligt som en del af egen udvikling og globalt oprør mod den ældre, forstokkede generation.

Det er naturligvis primært Babys udvikling fra genert og kikset fars pige til selvbevidst dansemus, men hendes indsats påvirker også familien, ligesom kæresten Johnny og veninden Penny får nye perspektiver. Sådan da, for det er meget overfladisk fortalt, og de ekstra samfundsmæssige scenelag om freedom writers og demonstrationer er fuldstændig unødige. Det er kærlighed, musik og dans, vi vil ha’.

Og det får vi. For ’Dirty Dancing - The Musical’ er en stor genkendelses-fest af de karakterer, replikker, sange og danse, der gjorde den lille lavbudgetfilm til et kæmpe hit. De mest ikoniske scener mellem Baby og Johnny får vores romantiske hjertepuls til at dunke og vores uregerlige underliv til at rykke i takt til de velkendte toner og moves. Det personlige højdepunkt er ’Hungry Eyes’, hvor Johnny og Baby mærker hinandens mambo-puls, og de smelter sammen med Penny i sensualitet. For de fleste vil det dog nok være den store finale med mega-hittet ’(I’ve had) the Time of My Life’.

For at gøre showet til ægte musical er der indlagt ekstra musiknumre, og det spiller i særdeleshed når Joakim Pedersens seksmandsorkester ruller ind på scenen med fremragende sangere som Line Krogholm og James Sampson. Henrik Launbjerg kunne man godt undvære, især i den store finale, hvor Sampson heldigvis overtager til sidst og er helt formidabel sammen med Krogholm.

Dansen er forrygende, og selvom stjernen er Silas Holst, så bliver det altså endnu mere lækkert, når Karina Frimodt er hans partner. Hun gør det rigtig godt i den klichefyldte Penny-rolle med hendes pragtfulde mix af sødme og sex. Sødme og masser af charme er synonymt med Mathilde Norholt, og hun er en perfekt Baby, faktisk bedre end filmens. Kemien er fin med Silas Holst, der desværre virker lidt manieret og har svært ved at balancere mellem sej fyr og følsom gut. Men han falder helt sikkert bedre ind i denne sin drømmerolle med tiden.

Det er i det hele taget et velfungerende cast, der giver god energi og timing til en mere fjollet udgave af danseballaden. Det er formentlig den originale opsætning fra 2004, som ophavsfolkene insisterer på, og det virker som om ’Dirty Dancing’-musicalen vil være familieforestilling. Ligesom når familien samles om ’Vild med dans’ fastholdes nostalgien, det pæne – og humoren, så det ikke bliver alt for seriøst og sexet. Men mestendels fungerer det.

Ligesom replikken “Nobody puts Baby in a Corner”, der uden tvivl er en af genrens største. Silas leverer den her med al den kitsch-attitude den kan bære: På originalsproget (hvad skulle man oversætte til?) og med et super-glimt i øjet og et kækt smil. Det er stort, sådan er det bare!

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

En historie om vold
5.04

Aveny-T
Mens vi venter på Godot
5.04

Teatret ved Sorte Hest
Come Fly Away
6

Det Kongelige Teater
Brøgger
5.04

Republique
Reflections on Bowie
5.04

Prøvehallen

seneste
film

Druk
5.04

Thomas Vinterberg
Antebellum
4.02

Gerard Bush, Christopher Renz
Officer og spion
5.04

Roman Polanski
The King of Staten Island
5.04

Judd Apatow