pixel

Easy A

  • Will Gluck
  • 5.04

Fakta

KOMEDIE
Premiere 3. februar

Det kan tænkes at nogle af de garvede, mandlige anmeldere ikke mener at 'Easy A' har meget at byde på. I så fald skal man ignorere dem! I hvert fald hvis man har den mindste forkærlighed for amerikanske ungdomskomedier af den begavede slags.

For det er den tradition 'Easy A' med stor overbevisning skriver sig ind i – med direkte og indirekte henvisninger til flere af 80'ernes store succeser (bl.a. den legendariske John Hughes' film). Den henvender sig lige dele til dem der pt. gennemlever de pinagtige teenageår, og alle os andre, der husker tilbage på tiden med en blanding af gru og nostalgisk glæde.

Olive Pendergast (Emma Stone) er en helt almindelig, velbegavet, anonym high school pige, for hvem en lille utilsigtet hvid løgn om hendes ikke-eksisterende romantiske eskapader, hurtigt får ben at gå på - og i løbet af nul komma dut er den famøse fjer blevet til ti høns.

Men i stedet for at krybe i det nærmeste musehul bliver Olive grebet af stemningen. For som vi alle ved, i disse reality tv-tider, er grænsen mellem at være berømt og berygtet hårfin, og al opmærksomhed er god opmærksomhed.

Men Olive har selvfølgelig også et hjerte af guld, og da hendes ry allerede er ødelagt, kan hun ligeså godt hjælpe en ven, der grovmobbes for formodet homoseksualitet. Og hvilken bedre måde at gøre det på end lade som om man har næsten offentlig sex? Det hele tager selvfølgelig overhånd, og de 10 høns truer med at blive til en hel hønsefarm.

Manuskriptet er begavet og replikkerne overordentlig rappe. Men filmens virkelige styrke er den rødhårede, hæse og bundcharmerende Stone. Hun imponerer med sit komiske talent, og der er uden tvivl tale om noget af et gennembrud.

Og så er hun i fornemt selskab: Stanley Tucci og den formidable Patricia Clarkson spiller hendes knaldede og elskelige forældre, og den lune Thomas Haden Church med hang til at underspille er den cool lærer, Mr. Griffith.

Det hele er selvfølgelig usandsynligt og forvrøvlet når det kommer til stykket, men det gør ikke noget. For det er en komedie af den fineste og skarpeste slags.

Mest læste

seneste
film

Riefenstahl
5.04

Andres Veiel
Goodfellas
5.04

Martin Scorsese
Wild Diamond
4.02

Agathe Riedinger
Det skjulte
3

Joachim Lafosse
Black Bag
4.02

Steven Soderbergh
September 5
5.04

Tim Fehlbaum

seneste
scene

Feberen
5.04

Skuespilhuset
Les Misérables
5.04

Betty Nansen Teatret
We Will Rock You
5.04

Tivolis Koncertsal
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling