Et latterligt menneskes drøm

Jeg kunne ikke helt definere Viktor Melnikovs øjenfarve. Det ene øjeblik var de grønne, det andet var de isblå. Det afhang af monologens atmosfære og karakterens sindstilstand. De rasede, frydede sig, græd og lo. Det føltes som om, de ikke slap en af syne, et eneste øjeblik. Jeg var som fanget af de ord og billeder, som Melnikov beskrev så rasende levende.

Omstændigheder er vigtige. Stemningen i det gamle kapel på Assistens Kirkegård er højstemt – rummet i sig selv indbyder til en dybsindig, russisk monolog. Jeg indstillede mig prompte på Dostojevskijs univers, helt fra jeg trådte ind af døren. ‘Et latterligt menneskes drøm’ er taget under kærlig behandling af den intet mindre end dybt betagende skuespiller Viktor Melnikov, instruktør Slava Kokorin og et yderst kompetent hold fra Teaterkompagniet Tell to Joy.

Det var en harmonika, som akkompagnerede Melnikov undervejs i monologen, men jeg følte, at det strakte sig videre end bare til ét enkelt instrument. Tonerne lå og boblede under Melnikovs historiefortælling og understregede det ulykkelige, det håbefulde og det milde i et menneske, som Melnikov konstant skiftede imellem.

Jeg kom til at tænke på dengang, jeg var teenager, da jeg oplevede ‘Et latterligt menneskes drøm’. Usikkerhed. Glæde. Ulykkelighed. Og drømme – i ét sammensurium. Og det slog mig, at dette værk strækker sig og er for evigt aktuelt. Ligegyldigt hvor man bevæger sig på livets landevej.

På intet tidspunkt i denne monolog mistede Melnikov intensiteten. Jeg glædes over hvor fint ord og tilstedeværelse i al sin enkelhed kan skabe den bedste historie. Sidste gang jeg havde sådan en oplevelse var Karen-Lise Mynster, som fortolkede Inger Christensen i ’Det Springende Punkt’ på Teatret ved Sorte Hest. Oplevelser som denne er fra hjertet – ikke fra fornuften.