Et mobilt dukkehjem

  • Sydhavn Teater
  • 4.02

Fakta

DRAMA
23. august - 5. oktober 2014

Sydhavn Teater i en campingvogn, der flytter rundt i byen.

En letpåklædt Nora tager imod os i forteltet. Hun er iført et småfrækt sømandskostume, og i hånden har hun en hudlotion, som hun påfører sine bare ben med et skælmsk blik i sine intense øjne. Dette blik slipper os ikke af syne én eneste gang. Efter cremen er tørret og læbestiften påført, byder hun os indenfor i den lille campingvogn. Hendes hjem. Hendes bordel. Hendes verden.

Vi er otte publikummer. Jeg kan ikke huske sidste gang, at jeg hilste på det øvrige publikum inden en forestilling. Men sådan er det jo, omstændigheder ved at være inviteret ind i campingvognen og dens rammer skaber en særlig stemning. Først lidt anspændt, men snart opløses de stive skuldre i takt med historien om Nora og hendes opgør med den moderne kvinde.

En bil starter og ruller ud af parkeringspladsen ved Sluseholmen i skyggen af lejlighedsmastodonten Metropolis. Udenfor ruller den tidlige aften afsted og sætter lyd til dramaet, som udspiller sig i hjertet af den lille campingvogn. Det er virkeligt, det er præmissen, og det fungerer. Det lille ensemble består af fire farvestrålende karakterer: Udover Nora (Mille Maria Dalsgaard) er det Thorvald (Morten Hembo), Krogstad (Jesper Hyldegaard) og Kristine (Anne Voigt Christiansen).

Hembo spiller en Thorvald på bristepunktet. En Thorvald, som af kærlighed og storhedsvanvid er drevet ud i torvene. Thorvald og Nora flintrer rundt i campingvognens indre. De omfavner afsavn, væmmelse, vildskab og vovemod, de er ægte. Men også en ro får lov til at manifestere sig i det lille rum. Krogstads dystopiske tilgang til tilværelsen flyver i flint med Kristines feminine forestillinger om fremtiden. Trods campingvognens få kvadratmeter indeholder den store følelser. De største, faktisk.

Nogle gange tog jeg mig selv i at miste fokus i de lidt længere monologer undervejs, men ’Et mobilt dukkehjem’ vinder på skuespillernes nærvær og en scenografi i absolut topform. Tyske Mareike Mikats nyfortolkning af Ibsen-klassikeren ’Et dukkehjem’ er en virkelig god oplevelse. Campingvognen ruller fra Sluseholmen videre til Amager, Nørrebro, Nordvest, Indre By, Vanløse og tilbage til Sydhavn, med to forestillinger per aften.

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

6

Sydhavn Teater
4.02

Grønnegårds Teatret
3

CPH Stage
5.04

CPH Stage
4.02

CPH Stage

seneste
film

3

Paul Greengrass
4.02

Jon Lucas, Scott Moore
3

Richard Linklater
4.02

Todd Solondz