Fakiren fra Bilbao

Jeg husker Bjarne Reuters universer som dybt vanvittige. Historierne foldede sig uforudsigeligt ud og sproget var spækket med opfindsomme og komiske beskrivelser. Det viser sig på Folketeatret at være lidt svært at omskrive til dramatik og vanviddet bliver til en undrende forvirring.

Tvillingerne Kamma (Line Bie Rosenstjerne) og Thomas (Jens Frederik Sætter-Lassen) flytter med deres sindsfraværende mor (Sofie Stougaard) ind i et spøgelseshus kaldet Elgens Øje. Da et meget ivrigt ægtepar viser en noget urealistisk interesse i huset, opstøver Kamma historien om et rubinrøveri uden opklaring. Herfra eskalerer historien i røvere, diamanter, en kleptoman, en tryllende fakir, en bedemand og en ekstra bejler.

Den groteske humor er begravet under en bombastisk scenografi og kommer aldrig frem. Det kringlede, komiske sprog bliver ikke omsat til teater, men dør hen i flade og overspillede karakterers forvirrende og kaotiske ind- og udgange. Jeg vil gerne indrømme, at jeg både var halvsyg og træt, men når publikum peaker ved citering af Rasmus Seebach, må noget være galt.

Det skrevne sprogs originale fortælling døede hen på scenen og gav ikke børnene andet valg end at holde festen i pausen i foyeren med Cocio og klappelege.