pixel

FE's nye hovedkontor bygges i lukket land på Østerbro

Du skal ikke komme alt for tæt på Forsvarets Efterretningstjenestes nye domicil, som i 2027 slår portene op på Svanemøllen Kaserne.

Vilhelm Lauritzen Arkitekter, FE, Svanemølle Kaserne

Det bliver ekstra hemmeligt, når Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fra 2027 flytter sine nuværende tre hovedcentre sammen til ét stort nybyggeri på Svanemøllen Kaserne på Østerbro.

Prisen på det 40.000 m2 store nybyggeri bliver over to milliarder kroner, og hele herligheden pakkes naturligvis ind i arkitektur, som tager højde for et meget højt sikkerhedsniveau.

I dag er den store trekantede grund, der ligger indeklemt mellem tre S-togsspor lukket land for de fleste københavnere —  trods områdets åbenlyse genvejs-potentiale mellem byen og flere grønne områder.

Og sådan bliver det efter alt at dømme ved med at være.

Ingen adgang

Da vi først skrev om helhedsplanen for Svanemøllen Kaserne i 2016, var der tale om et noget mere offentligt projekt udtænkt af Primus Arkitekter sammen med landskabsarkitekterne Sted.

Dengang var planen, at folket kunne vandre og cykle tværs over et frodigt vådlandskab, der bandt Svanemøllen Station og det gamle kaserneområde sammen med Ryparken, Ryvangen Naturpark og Mindelunden.

Mens den centrale del blev udlagt til natur, kunne agenter og andre ansatte i ro og mag arbejde med at forebygge trusler mod Danmarks sikkerhed langs kanten af området.

Men den rekreative del af planen blev til manges ærgelse opgivet i 2020. Forklaringen lød, at sikkerhed alligevel kom først.

I stedet kan FE løfte sløret for et projekt, hvor gåtursglade københavnere og græssende får helt er strøget fra tegnebrættet og erstattet med toptunet modernisme og sikkerhed.

Det kasseformede hovedkontor får dog stadig grønne tage og solpaneler, der gør efteretningstjenesten selvforsynende med energi, og dele af den store grund bliver stadig velforsynet med nye træer — dog altså ikke til offentlig nydelse.

Efterretningsdomicilet får plads i kasernens sydvestlige hjørne. Ventende togpassagerer på Ryparken Station får dermed et fint udsyn til den bastante bygning, som de ikke må opleve alt for tæt på.

Det er tegnestuen Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der har tegnet det nye hovedkontor, og det store byggeri emmer da næsten også af lidt retro-vibes fra to af tegnestuens mest berømte byggerier, det gamle Radiohuset på Rosenørns Allé fra 1940 og Folkets Hus (der siden blev til VEGA) på Enghavevej fra 1956.

Del af større udviklingsplan

Det er entreprenørerne hos MT Højgaard, der har fået tjansen med at opføre det nye byggeri. Og med en anlægssum på over to milliarder kroner indgår man sammen med PensionDanmark og DEAS Group i hvad der lige nu er Danmarks største offentligt-private partnerskab.

Det er således danskernes pensionsformuer der finansierer det nye byggeri, og investeringen forrentes herefter af det offentliges leje af bygningerne. 

Partnerskabet er sat til at vare 30 år, og fordi statslige interesser er på spil, har pensionsselskabet skulle stille garanti for, at bygningerne ikke kan videresælges.

Samtidig skal FE have sikkerhed for, at alle byggematerialer og installationer bliver sikkerhedstestet efter alle kunstens regler, før byggeriet går i gang.

Desuden bliver det et krav, at de arkitekter og ingeniører, der deltager i projektet, arbejder i specielle, sikrede rum, så vigtige arkitektoniske detaljer ikke havner i de forkerte hænder.

Udover FE's nye hovedkontor omfatter udviklingsplanen for området en række andre nybyggerier, en opgradering af paradepladsen og en ny forhindringsbane. 

Planen er, at alle forsvarets officersskoler skal samles på kasernen i en randbebyggelse, der skal skærme mod støjen fra de omkringliggende togspor og veje og afstemmes med kasernens bevaringsværdige bygninger.

FE's hovedkontor ventes klar til indflytning i sommeren 2027. I dag har man sine aktiviteter spredt over kontorer på Kastellet, Amager og Østerbro.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling