pixel

Frederiksberg vil lave ny rådhusplads

Stor parkeringsplads ved rådhuset flyttes ned under jorden og skiftes ud med 'fantastisk byrum'.

Frederiksberg Rådhus Plads Parkering

Frederiksberg har i dag en relativt beskeden rådhusplads på godt 3.000 m2 liggende ud til Allégade. Her er bænke, træer, en café og et busstoppested — men det er et relativt beskedent byrum, som frederiksbergerne kan finde foran deres bystyre.

Til sammenligning fylder Københavns rådhusplads omkring 15.000 m2 — H.C. Andersens Boulevard fraregnet.

Men omme på bagsiden af Frederiksberg Rådhus ligger faktisk en meget større plads på næsten 10.000 m2.

I adskillige år har den dog haft et P foran sig — Frederiksbergs gemte rådhusplads er nemlig en parkeringsplads.

Det har man igennem længere tid godt kunne tænke sig at gøre noget ved i hovedstadskommunen med godt 100.000 indbyggere.

Og nu sætter man gang i arbejdet.

Fantastisk byrum

Parkeringspladserne vil man helst ikke af med på Frederiksberg, så i et stort anlægsarbejde skal de nu i stedet flyttes ned under jorden i en nybygget P-kælder.

Det frigivne areal på overfladen vil i stedet blive anvendt til en slags ny rådhusplads på Frederiksberg.

Visionen fra Frederiksberg Kommune lyder, at pladsen fremover skal indeholde 'et fantastisk nyt byrum, hvor Frederiksberg-borgere i alle aldre kan mødes og nyde udelivet i byen'. 

Omlægningen vil medføre, at man i fremtiden rent faktisk vil have 50 ekstra P-pladser i forhold til de 230 der i dag pryder bagsiden af rådhuset. Men alle 280 vil altså ligge under jorden.

I første omgang går Frederiksberg nu i gang med at anlægge P-kælderen, og senere på året vil et arkitektfirma udfærdige et forslag til, hvordan Frederiksbergs nye plads ovenpå den skal indrettes.

Nye Torvehaller?

Da visionen første gang blev lagt frem i 2017, var planen, at Torvehallernes arkitekt — Hans Peter Hagens — skulle stå for at indrette pladsen på Frederiksberg. Hagens fremlagde ved den lejlighed en skitse der indeholdt et madmarked med omkring 200 stader, heraf omkring 100 indendørs i et nyt byggeri i pladsens ene ende.

Om det også er Hagens der senere i 2021 vil udarbejde det endelige projekt — og om madmarkedet bliver en del af det — vides i skrivende stund ikke. 

Når det endelige forslag er lagt frem, vil alle med et frederiksbergsk postnummer kunne indsende kommentarer og forslag til ændringer, inden indretningen af pladsen går i gang.  

Det 'fantastiske byrum' skal efter planen indvies i 2023.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling