pixel

Nyt byggeri overtager (måske) pladsen efter Fuglereden

Efter trussel om nedrivning så det ud til, at kendt NV-værtshus var reddet. Men forbud blev underkendt, og nye ungdomsboliger er nu — måske — på vej til Frederiksundsvej, men ikke uden mere drama.

fuglereden frederikssundsvej ungdomsboliger

Efter en særdeles hård kamp så fremtiden for Café Fuglereden pludselig lys ud, da et enigt Teknik- og Miljøudvalg på Københavns Rådhus sidste år valgte at redde værtshuset på Frederikssundsvej i Nordvest fra nedrivning.

Men som en hækkeklipper i sommervarmen kom Planklagenævnet i juni ind fra højre og underkendte udvalget og savede fugleredens grene over. 

Efter et dramatisk forløb med stor mediedækning, naboprotester og politiske beslutninger i flere retninger, ser det nu endeligt ud til, at værtshuset i den gamle, laksefarvede bygning i Nordvest vil blive afløst af et nybyggeri med ungdomsboliger.

Men mere drama er i vente, før vi ved præcis hvilket.

Sag vendt op og ned

Ejeren af adressen på Frederikssundsvej har i længere tid ønsket at nedrive de eksisterende bygninger til fordel for et nyt ungdomsboligbyggeri, men det stemte de københavnske politikere altså enstemmigt imod i 2020. 

Faktisk gik de skridtet videre og nedlagde et såkaldt paragraf 14 forbud, som skulle sikre bevaringen af bygningen, hvor Café Fuglereden i dag har hjemme. 

Dén beslutning valgte ejeren af ejendommen dog at klage over til Planklagenævnet.

Og nævnets afgørelse endte med at vende op og ned på hele sagen — som et stort chok for de lokale støtter af Café Fuglereden, der blandt andet havde skrevet hundredevis af indsigelser mod nedrivningen og nybyggeriet. 

I Planklagenævnets afgørelse fremgik det blandt andet, at kommunen havde overtrådt en række tidsfrister i sagsbehandlingen.

Derfor blev forbuddet erklæret ugyldigt af Planklagenævnet, hvilket betyder, at kommunen ikke kan forhindre nedrivningen af de eksisterende bygninger på adressen.  

Og derfor fortsatte den ellers afbrudte byggesag om de nye ungdomsboliger, som er tegnet af Trine Schneider Arkitekter. 

I slutningen af september stemte Teknik- og Miljøudvalget nu for at give grønt lys til at nedrive de eksisterende bygninger og dermed skabe plads til nye ungdomsboliger.

Udvalget betingede sig dog, at facadedesignet ud mod Provestevej bliver brudt op, da man mener at den mere end 40 meter lange facadeenhed ikke byder på nok variation.

Og så valgte politikerne ikke at dispensere for de bestemmelser for bebyggelsesprocenter, der er for området — hvilket betyder, at byggeriet i sit nuværende design er for stort.

Derfor blev der midt i oktober givet afslag på byggetilladelse til byggeriet i den form, som det er visualiseret øverst og nederst på siden her. 

Og dermed kunne man måske tro, at bygherre ville opgive ævred og kaste håndklædet i ringen.    

40 boliger 

Men så ligetil forholder det sig ikke. Der er sandsynlighed for, at sagen tager endnu en drejning. 

Bygherre kan nemlig nu igen klage over politikernes afgørelse til Planklagenævnet, og kommunens egne embedsmænd vurderer, at der — som det hedder — er "væsentlig risiko" for at bygherre har en "berettiget forventning" om, at der gives dispensation til byggeriet.

Dén forventning kan bygherre ifølge forvaltningen have på grund af kommunens overtrædelse af tidsfrister, og hvis Planklagenævnet er enig i det, ja så er sagen slut.

I så fald vil politikerne blive pålagt at give bygherre de tilladelser der skal til, for at byggeriet kan opføres. 

Hvis dét ender med at blive udfaldet, vil det nye byggeri indeholde 40 ungdomsboliger med en tilhørende tagterrasse, hvor der vil blive skabt plads til motionsområde og nyttehaver.

Allerøverst vil bygningen få solceller, og nederst vil der blive etableret en parkeringskælder med plads til beskedne seks biler men hele 72 cykler.

Som hovedparten af københavnsk nybyggeri i disse år vil bygningens facade blive beklædt med en skalmur af rødlige tegl. Ud mod både Frederikssundsvej og Provstevej vil kontrasterende karnapper bryde facaden.  

Mod Provstevej bliver der ifølge bygherres planer opsat altaner — og i stueplan ved fortovet vil små grønne bede og siddepladser skabe et lille fællesrum for de unge beboere.

Bortset fra Café Fuglereden — og fire boliger ovenpå — indeholder grunden i dag et autoværksted på Provstevej.

Hvis de alle forsvinder — og hvis ungdomsboligerne bliver opført — vil bebyggelsen ud mod Frederiksundsvej i højere grad fremstå som en samlet karré, end det er tilfældet i dag, hvor grundens bebyggelse er ganske spredt og tilfældig.

OBS

Artiklen er justeret efter udgivelse, da den oprindelige version angav, at det nye byggeri allerede var godkendt i den form, som bygherre ønskede.

Information er tilføjet om den afviste byggetilladelse og forventningen om sagens videre færd i Planklagenævnet. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling