For fuld musik
DRAMA
Originaltitel: En fanfare
Premiere 22. maj 2025
Musikken og to overbevisende hovedrollepræstationer rammer alle de rigtige toner i denne klassiske franske underdog-fortælling og gør det til en pragtfuld og hjertevarm oplevelse.
Livet er godt for dirigenten Thibaut (Benjamin Lavernhe) som arbejder i hele verden med stor succes. Men en dag falder han pludselig om midt under en prøve i Paris og snart står det klart, at han er dødeligt syg og har brug for en knoglemarvstransplantation. Hans søster siger ja til at hjælpe, men det afslører i stedet en dyb hemmelighed som ingen af dem kendte til. Thibaut er adopteret.
I jagten på en knoglemarvsdonor opdager han, at han har en biologisk bror; Jimmy (Pierre Lottin), en fraskilt fabriksarbejder bosat langt fra Paris. Jimmy kender ikke noget til sin bror og på overfladen kunne de to ikke være mere forskellige - klasse, livsstil og verdensbillede skiller dem ad, men en fælles kærlighed til og talent for musik bringer dem tættere på hinanden. Jimmys passion for trombone og jazz er et interessant modstykke til Thibauts polerede klassiske verden, og snart træder Thibaut til for at hjælpe med at dirigere Jimmys larmende fabriksorkester.
‘For fuld musik’ er en rørende og opløftende fortælling med en kommentar om arv og miljø. I Jimmy ser Thibaut en vision af, hvordan hans eget liv kunne have været uden sin adoptivmors komfortable middelklassebaggrund. Det er skæbnen og ikke manglende talent der har ledt Jimmy en anden vej.
Det er umuligt ikke at tænke på film som ‘Billy Elliot’, ‘The Full Monty’ og ‘Brass Off’, der på samme måde bevæger publikum. Men selvom ‘For fuld musik’ til tider er forudsigelig, balancerer den fint mellem humor og drama og viser ikke mindst hvordan kunst kan overvinde barrierer og tjene som et tilflugtssted i vanskelige tider - noget vi i den grad har brug for i øjeblikket. Den simpleste historie kan være fremragende, hvis den fremføres rigtigt godt - og det gør ‘For fuld musik’.