The Girl With The Dragon Tattoo

Genindspilninger er risky business. Kan man lide originalen, ønsker man ofte, at snitterne blev holdt langt væk. I denne kuldslåede og dog ferske udgave af ’Mænd der hader kvinder’ ærgrer man sig over, at der ikke bliver rusket mere op.

Skulle der være en nogen, der hverken har læst eller hørt om den svenske mastodont-krimi, eller set den oprindelige filmversion af Niels Arden Oplev, er her et kort rids:

Den venstresnoede, retskafne journalist på magasinet Millennium, Mikael Blomkvist (Daniel Craig), går i eksil på en fjern svensk ø efter at have mistet både omdømme og penge i en retssag. Officielt for at skrive en biografi om øens stenrige patriark (Christopher Plummer), der har inviteret ham. Uofficielt for at opklare et 40 år gammelt mord på en elsket niece.

Den asociale, punkede hacker Lisbeth Salander (Rooney Mara), der har undersøgt ham i alle leder og kanter før jobbet blev hans, bliver hans assistent, og sammen dykker de ned i en ond fortid og en syg morders sind, der ikke helmer. Og så er der lige det med Lisbeth Salander, at hun hader mænd, der hader kvinder. Hun nægter at være offer.

Det blev ikke kort, men kortere kan det næppe gøres, når bogen er på ca. 550 sider. David Fincher kan da heller ikke skrue sig ned under toenhalv time, selvom Niels Arden Oplev sagtens kunne. Det kan skyldes respekt for forlægget.

For hvor ville man ønske, at Fincher havde været mere radikal og sparket lidt mere i bolledejen. Han er Blomkvist, når han skulle være Salander.

Forstå mig ret. Det er en glimrende film, David Fincher har begået. Og den er meget, meget smuk. Og svensk-agtig. Spændende, endda. Selvom den ikke overrasker, fordi man har set det meste før. Næsten scene for scene.

Den skuffer, fordi man forventer mere af netop Fincher. Noget nyt. Noget, vi ikke regnede med. Det mest ’nye’ er en virkelig flot intro og så det heftige soundtrack af Trent Reznor, der dunker og skramler som jern og kød.

Fans af Millenium-bøgerne har raset over udskiftningen af Noomi Rapace, siden castingen blev kendt. Men Rooney Mara er aldeles fremragende som Salander. Hårdtslående og handlekraftig, men en tand mere skrøbelig og gennemsigtig. Hendes Lisbeth bærer sine piercings og hullede sorte tøj som den firewall, hun skjuler sig bag.

Det er en udmærket film, båret af en international og stærk besætning, der både rammer en svensk accent (sådan nogenlunde), nordisk hverdagsmelankoli og dyster ondskab, i en visuelt storslået fortolkning af en nyklassiker.

Men nødvendigheden mangler. Måske finder Fincher gnisten, når han kaster sig over de to næste bøger i trilogien. Åhjo, de kommer. Hollywood kan slet ikke holde grabberne væk.