Going The Distance

West Coast Erin (Drew Barrymore) falder for East Coast Garrett (Justin Long) under et praktikophold i New York, og er derfor et langdistanceforhold rigere da hun rejser hjem til San Fransisco seks uger senere.

Dokumentaristen Nanette Burnstein debuterer med sin første spillefilm der kredser om langdistanceforholdets absolutte afmatningspunkter: afsavn, usikkerhed, mistillid og behovet for at sætte labels på hinanden. Ofte kan vennernes bekymring og velmenende spørgsmål forvandle sig til en ødelæggende virus, der gør det svært for kærligheden at stå distancen.

De to hovedpersoner (Barrymore og Long) er ganske sympatiske hver især, men desværre er kemien mellem dem forbigående og overfladisk. Selve romancen drukner i ”hittepåsomhed” grundet et meget svagt manus der viser tydelige tegn på, at forfatteren ikke har haft tillid til historien som udgangspunkt.

De evige spidsfindige, kværulerende venner/biroller er repræsenteret i overflod og fremstår her tilmed som essensen af en udvandet art, der igennem det sidste årti har gennemgået en græl stereotypisering. Selv Christina Appelgate (veninden Corinne) der ellers har - måske i mangel af bedre - specialiseret sig i denne karaktergenre, kan ikke længere løfte opgaven til over knæhaserne. Vennerne er forceret, livløst fyld, hvilket også afspejles i den ordrige, men indholdsfattige dialog.

'Going The Distance' har et par enkelte gode scener, men det gør jo som bekendt langt fra en god film. Dog redder de filmen fra bundkarakter.