Han, Hun, Vov & Pelsen vender tilbage

Det er svært at være sjov, meget svært. Det vidste jeg godt, og man kan ikke være bekendt at komme ind i teatret med korslagte arme og suge til sig og så gå hjem og brække al galden op til jer.

Men jeg vil heller ikke anbefale at bruge over 200 kroner (mindst) på noget så galt som dette.

Skuespillerne Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen har taget de bedste jokes fra backstage med ind foran. Som der står i deres program, er det ”idéen om et frirum fra det såkaldte seriøse teaterarbejde”, der står deres hjerte nær. Det lyder sgu da meget godt og forløsende. Slå gækken løs og gå amok, og lad teatret underholde uden at skulle pådutte os noget!

Desværre fortsætter programmet som én lang undskyldning. For eksempel:

”Det De skal overvære i aften er altså hverken tænkt som revy eller samfundssatire”.

”Så kære publikum: Led ikke for meget efter ”Hvad er det mon de vil med det her?”.

Men I slipper ikke for min sure anmeldelse, bare fordi hele programmet forbereder mig på det værst tænkelige: et show uden nogen form for indhold eller budskab.

Jeg kender jeres publikum. De sidder herinde blandt runde borde med røde lamper og venter på at kunne skrige op af grin. De er ligeglade, hvad der bliver sagt, for de har betalt for at hygge sig, og de skal eddermame have noget for pengene.

Hvad er god humor? Det skal jeg jo ikke bestemme, men for mig er det, når man viser noget ærkesandt om os mennesker. Når man rammer os spot on i en kærlig kritik. Når man er i stand til at give os nogle absurde billeder på samfundet, som er sande, uden vi føler os kritiseret.

Jeg ved ikke, hvad Tychsen og Jørgensen synes er sjovt. At synge grimt. At læse op af Se & Hør. At klæde sig ud som tyk og tage til Kattegat, fordi man godt kan lide katte (??!).

Enhver sketch skal – for at fungere – gøres 110%. Man skal kaste sig selv ud på scenen og stole på sit stof, og man skal fandme ikke give folk noget, bare fordi man tænker: "Det, synes de sikkert, er sjovt." Man skal være meget modig og turde klare stilhed i salen. Det tør hr. Tychsen og fru Jørgensen ikke.

Ikke et ondt ord om Bodil Jørgensen. Hun har en fantastisk timing, mimik og energi, hun er hele salens vovse. Det mest elendige indhold bliver til guld med hende på en scene. Tænk, hvis hun rent faktisk havde noget at fortælle. Wow.

Nogle af jer vil elske det. Det er også hyggeligt nok, og I vil komme til at grine. Ikke særligt meget, men lidt. Nosser vil blive dikke-dikket, sex og lort vil blive talt til døde, og en fuld mand vil citere Thomas Helmig.

To stjerner. Èn for at måtte tage sin øl med ind og én for Bodil Jørgensen.