Harry Potter og Dødsregalierne: Del 2

Hele seriens bøger, og dermed filmene, bygger op til forløbet i denne spektakulære og ofte rørende finale.

Harry Potter (Daniel Radcliffe, hvis nogen var i tvivl) og hans to bedste venner, Ron (Rupert Grint) og Hermione (Emma Watson) må tilbage til begyndelsen, hvis de vil tilintetgøre de sidste Horcrux’’er og gøre sig håb om at stoppe I-ved-nok-hvem i sit onde forehavende, der er så tæt på at lykkes. På Hogwarts finder trioen de svar, de har manglet. Men er det nok? Alt er ikke som det ser ud i den endelige film i serien om drengen, der overlevede.

’Harry Potter’-serien står som noget helt unikt i vores tids kulturhistorie. Èn kvinde, forfatteren J.K. Rowling, har skabt en perlerække af figurer i et univers, der både virker velkendt og helt nyt, og samtidig er båret af en egen logik.

Men det er klart, at selv et unikt univers med tiden vil føles velkendt, især når det bliver overført til film. Det kan derfor ikke undre, hvis flere blandt publikum føler sig hensat til f.eks. Slaget ved Helm’s Deep fra ’De To Tårne’ under det endelige slag mod Voldemorts sortklædte slæng på Hogwarts. Det gode er, at det ikke gør noget.

De unge mennesker gør filmen til en filosofisk og hæsblæsende fornøjelse. De mange imponerende digitale sets og effekter holder, og er ikke pointen relevant - men understreger historien og Harrys voksende forståelse af sin egen rolle. Er sandheden, at han er den udvalgte, der skal dræbe Mørkets Fyrste – eller at han er opfostret som offerlam, der skal udføre en selvmordsmission, når tiden er inde?

De mange forskellige bifigurer og instruktører har sørget for nyt blod til en serie, der snildt kunne være gået sukkerkold for længe siden. Det engagement, som er blevet lagt for dagen i filmene, vidner om, at når en historie om det gode mod det onde rammer plet, så bliver det langtidsholdbart.

Ægte ”Potter-hoveder” vil måske vrisse af de ændringer, der nødvendigvis må til for at koge de mange sider ned til en film. Og vist er der udeladelser, friheder og plothuller – men man overser dem gerne, mens Harry Potter går i clinch med sin dødsfjende.

Det er filmenes svineheld, at de børn, der blev valgt ud til den første film for ti år siden, har udviklet sig til en flok helt habile skuespillere. Publikum har set og mærket, hvordan de og figurerne sammen er vokset med opgaven, i takt med at filmene er blevet mørkere og Voldemort (Ralph Fiennes) er blevet mere konkret ond, frem for en diffus trussel.

Her bliver teenagerne endelig voksne og tager deres skæbner på deres kappeklædte skuldre. At sige farvel til gamle venner kan både være et adrenalinsus og vemodigt. Her gør historien begge dele, uden at gå helt nye veje. Sådan som det faktisk bør være.