Hotel Nelson
KOMEDIEDRAMA
7. september – 12. oktober
Teater Grob
Foto: Christian Geisnæs
Der er lagt op til verbale øretæver og følsomme udskejelser, når Teater Grob slår dørene op for deres største egenproduktion nogensinde: En større dansk avis har udbudt et rejsearrangement til Sydafrika, og det går ikke stille af sig.
Værten på Hotel Nelson får kam til sit hår, da han skal byde aftenens rejseselskab velkommen: Evolutionsbiologen med afskedskomplekser, Politiken Plus-journalisten, den aldrende kvindelige sexturist, parret, der er en parodi på et ægteskab, og en selvudnævnt 12-årig terapeut.
'Hotel Nelson' er den første af seks forestillinger på Grob over de næste tre år, der tilsammen udgør teaterværket ’Det 6. Kontinent’, og som inviterer publikum på en rejse, der beskæftiger sig med hvad det vil sige at være dansk i globaliseringens tidsalder.
Thomas Levin har skrevet sig frem til en veloplagt komedie om syv menneskers fælles og individuelle opgør med fortiden og deres vaklende møde med nutiden – under et ophold på et andet kontinent. ’Hotel Nelson’ er et velskrevet stykke med masser af oplagt humor og karakterer plantet i hver deres eksistentielle krise.
Nogle karakterer mere elskværdigt humoristiske end andre. Især værd at nævne er Mette K. Madsen som den ulykkelige journalist, som ikke står inde for hvad hun nedfælder i sine forløjede artikler om eksklusive rejsedestinationer. Hendes iltre temperament og kynisme er hysterisk morsomt – og et godt modspil til Henrik Prips evolutionsbiolog, som hun oftest spiller overfor, og som bidrager til hendes korte lunte med sit rolige og nøgterne gemyt. Hvor imod den unge terapeut forekommer en anelse opstyltet – karakteren mere end Helmer Solbergs udmærkede præstation.
’Hotel Nelson’ bevæger sig fra tæt på slapstick-komedie (når biologen taber sin dyrebare urne med sin forhenværende kone i) til krummen-tæer afsindigt drama (når sexturisten Kirsten Peüliche ytrer sin hæsblæsende seksuelle svaghed overfor hotelværten Jotham Annan, som skal jonglere enhver af de hvide gæsters ønske). Det er morsomheden, men særdeles også skrøbeligheden, som giver stykket nuance og dybde.
Instruktøren Madeleine Røn Juul har tæft, og skuespillerne får lov at boltre sig på det fornemme hotel, som er skabt for det samme: At udleve karakterernes dystre og maniske sider, som i den grad når ud over scenekanten.