Jobs

Kun 2 år efter hans død er en sentimental parodi på Steve Jobs’ liv at opleve i biografer verden over.

Joshua Michael Sterns ‘Jobs’ er en lige-ud-ad-landevejen skildring af Jobs og hans Apple-imperium. Kategorisk og uden noget videre spændende dramaturgisk favntag føres vi fra 2001, hvor iPoden bliver fremvist og tårevædede Apple-ansatte jubler en overdreven sentimentalitet i hus, og tilbage til 1974, hvor Jobs endnu er en ung, barfodet computernørd.

Jobs’ store integritet og indre kamp forekommer i historien håbløst todimensional og ikke videre interessant. Steve Jobs er en hård banan. Men når han så endelig bryder hulkende sammen, efter hans bedste ven og samarbejdspartner Woz forlader hans firma, sætter violinerne ind. Empati skal understreges i den grad, når Jobs endelig udtrykker sorg. Det er trættende underlægningsmusik, som ødelægger en oplagt rørende scene med sin overflødighed af misforstået ømhed.

Her efterlyses den helhed som findes i eksempelvis ’The Social Network’, hvor manuskriptforfatter Aaron Sorkin og instruktør David Fincher i samarbejde med Trent Reznor og Atticus Ross har formået at skabe fundament for hver hjørnesten i filmen: Manuskript, instruktion og musik. Som i sidste ende skaber den respekt, der burde være til stede under udarbejdelse af et portræt.

Aston Kutcher er et spændende valg som Jobs – hans komediebaggrund taget i betragtning – og han har formået at indfange Apple-bossens karakteristiske holdning og stemme dygtigt. Overfor Kutcher ses Josh Gad som Woz og Dermot Mulroney som kompagnonen Mike Markkula.

Trods flere dygtige skuespilpræstationer er der intet personligt stempel at spore i en beretning, som på ingen måde udfordrer sit publikum. ’Jobs’ forbliver en kedelig, smagsfri beretning om den største pioner i computerindustrien.