I Saw the Light

Selv om Hank Williams er for countrymusik, hvad Elvis Presley er for rock’n’roll, er der ganske mange, som ikke kender til ham. Efter at have set denne biografi over hans korte liv vil de vide det meste – og alligevel ikke være blevet et hak klogere på, hvorfor Hank Williams er værd at skænke en tanke. Eller et lyt. 

’I Saw the Light’ er en langsommelig og monoton ”og så, og så, og så”-fortælling, der minder mig om min danske stil i 7.klasse om Jeanne D’Arcs liv fra vugge til bål. Ingen darlings blev slået ihjel i tilblivelsen af den stil. Intet skæg blev adskilt fra snot. 

Instruktør Marc Abraham har valgt at starte sin fortælling om Hank Williams (Tom Hiddleston) på dagen for hans ægteskab med Audrey Sheppard (Elizabeth Olsen). Herefter futter toget videre på en kronologisk og kedelig tur gennem et sandsynligvis både karismatisk og besværligt menneskes liv uden at gøre stop og dvæle ved begivenheder af afgørende betydning. Der er bøvl på hjemmefronten, der er bøvl med karrieren, og der er især bøvl med alkoholen. 

Men hvorfor drikker han? Spørgsmålet stilles aldrig, og Abraham virker opsat på at portrættere Hank Williams som et næsten passivt epicenter for bøvl i alle afskygninger, selvom legenden om manden netop bunder i hans åbenhjertige kamp for at holde sig på dydens smalle sti og opføre sig som det gode menneske, han ønskede at være. ”I love you, baby, but you gotta understand, when the Lord made me, he made a ramblin’ man!”

Hank Williams’ sange er en del af nyere amerikansk folklore, en næsten urørlig del af sydstaternes mytologi. Vil man fortælle den historie, rider man enten med på legenden eller man river den i småstykker. Mellemvejen er hverken fugl eller fisk og tilbyder intet, der kan forklare eller retfærdiggøre legenden.