pixel

La Gioconda

  • Malmø Opera
  • premiere 25. marts 2017
  • 3

Fakta

OPERA

25. marts – 3. juni 2017

Malmø Opera

Den glade dame, betyder titlen på denne italienske grand opera, men der er ikke meget at glædes over – hverken for titelkarakteren eller publikum. Og det der burde være grand opera – inderlige følelser, grandios historiefortælling samt især mangfoldige og fornemme scenarier – ligner mere en bombastisk stiløvelse for en operakoncert. Bortset fra balletten – den er betagende smuk.

Det svensk-danske makkerpar – privat som kunstnerisk – Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller formåede også at tage al pragt og pompøsitet ud af Verdis ’Aida’ for et par år siden på samme scene. ’La Gioconda’ af Amilcare Ponchielli er mindre kendt og forventningerne derfor mindre, men således desto mere katastrofalt for et værk, der oprindeligt er helt anderledes tænkt end denne opsætning.

I et 1700-tals Venedig, hvor dogediktaturen hersker, er magtherrerne så korrumperede at de også smadrer deres kærlighedsliv med befalinger og pagter. Således er La Gioconda midtpunkt i et rænkespil, hvor inkvisitionsspionen Barnaba er så besat af hende at han tager hendes blinde mor som gidsel, og samtidig truer elskeren Enzo til at udleve sin kærlighed til ungdomskæresten Laura, som er gift med inkvisitionslederen Alvise, som i sin tid har fordrevet Enzo. Imens Barnaba advarer sin chef om utroskaben, forsøger Gioconda at hjælpe Laura. Traditionen tro skal nogen ofre sig, men til gengæld er her en af de korteste finale-dødsscener i operahistorien.

Det er dobbeltspil på alle takter, svulmende italiensk og fordums grand-touch, men ikke særskilt elegant eller engageret fortalt. Noget rodet og især præget af ujævnt tempo: Trivialiteterne trækkes i langdrag, imens handlingstrådene snirkler sig hastigt. Det forlyder at Arrigo Boito ikke var tilfreds med sin libretto – baseret på Victor Hugos ’Angelo, tyran af Padova’ – og derfor brugte pseudonymet Tobia Gorrio, og man kan igen konkludere at Boitos præstationer toppede i samspil med Verdi et tiår senere. 

Værst er den totaltunge og -grimme scenografi af Møller, der nok afspejler rigid magtstruktur og indskrænket frihed, men på ingen måde ligner Venedig. Alle vedkender sig det venezianske forfald, men her er ikke en eneste snert af den afpillede, synkende kanalby. Alt er bare groft, kolossalt og monstrøst a la beton – som man mestendels har undgået i Venedig. Kun en forgyldt væg med flisestruktur giver lidt strøg af Ca’ d’Oro, det legendariske guldpalads som nu er kunstmuseum.

Kostumerne er ikke meget livligere. Selv karnevallet er helt i gråtoner! Og når der skal være fest er alle i sort og gul. Med undtagelse af balletparret, der toner nobelt frem helt i hvidt, som også er meget traditionelt, men ender med at blive den mest livlige farve i denne forestilling. For Den Kgl. Ballets Susanne Grinder og Ulrik Birkkjær danser en vidunderlig ’Timernes dans’ – i koreografi af Corpus-leder Tim Matiakis – også tindrende smukt udført af Operaorkestret med Alberto Hold-Garrido på podiet.

Ved krydstogtskibets langside går det også ganske livligt for sig med alle klædt i hvid matrosuniform. Velnok forestillingens bedste sangscenarie, hvor massevis af frejdige matroser rokker igennem med ballade på underste dæk – ganske enkelt et vidunderligt kor for fuld kraft. 

I hvert fald indtil kaptajn Enzo entrerer og anstreger sig igennem ’Cielo e mar’, så man næsten ikke kan forstå at det nogensinde har været et operahit. Mexicanske Hector Sandovals tenortoner lyder nasale og pinte, og han kompenserer ved at overspille i en grad, der tager for meget fokus, når nu de andre sangere har så nedtonet dramatisk udtryk. Russiske Elena Mikhailenko har solidt temperament i titelrollen, men rør først i den sidste arie ’Suicidio’. Så det er svenske Fredrik Zetterström, der mest sikkert får afstemt sang og dramatik til den lede Barnaba.

Noget skuffende, for man er efterhånden vant til stærke, dramatiske sangpræstationer, når de internationale solister indtager Malmø Opera. Men denne stiløvelse bliver simpelthen for endimensionel, når de fleste aktører bare står ved scenekanten og leger operakoncert i størstedelen af tre timer.

Det mest positive i det stillestående udtryk bliver således at man kan lukke øjnene og nyde den dejlige musik, som også får lov at stå alene uden sang flere gange. Ponchielli har især med ’La Gioconda’ sin plads i den italienske operahistorie, hvor han fik inspiration fra Verdi, og selv i konservatorieregi påvirkede maestroer som Puccini og Mascagni. Hans glade dame fortjener mere følelse og grandiositet.

kommentarer

seneste
scene

Martyr
4.02

Kunsthal Charlottenborg
My Deer Hunter
5.04

Edison
Caspar Phillipson: Late Night Show
4.02

Posthus Teatret
Lolita for altid
5.04

Teater Republique
Kussesumpen 2
4.02

Aveny-T

seneste
film

De smukkeste år
4.02

Gabriele Muccino
Berlin Alexanderplatz
2.04

Burhan Qurbani
Retfærdighedens ryttere
5.04

Anders Thomas Jensen
7 Years of Lukas Graham
4.02

René Sascha Johannsen
close logo

Endnu ikke medlem?

For kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling