pixel

Aida

  • Malmø Opera
  • 3

Fakta

OPERA
20. marts – 7. juni 2015

Malmø Opera

Foto: Malin Arnesson

Med buldrende stortromme og inciterende vokalkraft lyder en central replik: ”Hvilken blodtørst, og I kalder jer himlens tjenere!”. I sit tredjesidste storværk ’Aida’ er Verdi måske allermest skarp i sin kritik af den slags præsteskab, der bruger magt og vold til at ophøje deres position.

Det sker utallige gange i ’Aida’, men allermest fortvivlende i den afsluttende domsfældelse og kongedatteren Amneris’ sidste store arie, hvor hun atter beder om nåde for hærføreren Radamès. Hun elsker ham, men ved, at han er villig til at dø for en anden, så hendes bøn går mere på det større tema, som Verdi ofte var optaget af: Fred og frihed.

Patriotismen står også stærkt i trekantsdramaet om mennesker og kærlighed, der knuses af rigide militær- og kirkemagter. Hos den tilfangetagne etiopiske prinsesse Aida, som de egyptiske magthavere tror, er slavinde. Hos Amneris, der tør kæmpe mod sin far, den egyptiske Farao. Og hos Radamès, som de begge elsker. Alle har de konflikterende følelser af kærlighed, familiebånd og patriotisme så stærke, at de vil ofre deres liv.

Det står med store bogstaver på fortæppet i instruktør/scenografi/kostumier-parret Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers version, og det er Amneris’ afsluttende ord: Pace. Som rummer afarter af både fred, frihed og ro. Den ydre mellem lande, religioner og mennesker – og den indre i mennesket selv.

Men det er en meget trist og afpillet fredskamp, der tynges ekstremt af en håbløs scenografi: Enorme, grågrønne søjler som indramning til en tom, grå og steril scene, hvor kun få stole og bænke indimellem bæres ind og ud. Og hvor den scenografiske tinde er nogle små, fine håndspejle, som kvindekoret skaber lidt reflekterende liv med. Ligesom kostumerne, der er forholdsvis tidsløse, indimellem også giver lidt liv – eksempelvis i det skønne påklæderske-optrin.

Den minimalistiske stil giver selvfølgelig masser af ro til at fokusere på den smukke musik og de flotte stemmer. Men så kan man jo bare gå til klassisk koncert. En opera bør rumme mere visuelt udtryk til at understøtte det musikalske, ligesom samspillet mellem aktørerne på scenen er vigtig for den dramatiske dynamik. Det bliver noget kedeligt med så mange soloer af frontalt stående, statisk statur.

Heldigvis redder det fremragende ensemble forestillingen fra at gå helt i stå. Mest vellykket i dramatik og kropssprog er den finske mezzosopran Tuija Knihtilä, hvis kraftfulde stemme også griber Amneris’ intense temperament. Lidt mere ensartet i sit udtryk er den sydafrikanske sopran Kelebogile Besong som Aida, men hendes klang er så smuk og blid, at man kun kan glæde sig til hendes udvikling. To virkelig stærke karakterer, hvis stemmer tydeligt høres selv i de grandiose korscener.

Netop korscenerne er signifikative for dette storværk, særligt i første akt, og det malmøske operakor overgår sig selv med ekstra korkræfter særligt udvalgt til ’Aida’. Det er i disse kraftscener, man mærker den religiøse og politiske magt, der truer individet. Ikke scenografien, den er bare hul i sin insisteren på tids- og stedsløs primitivitet.

’Aida’ er et opråb om fred, mere end en realisering. Og desværre runger den blodtørstige replik stadig skræmmende aktuelt, for den religiøse magt og vold tromler endnu over frihed og fred alt for mange steder i verden.

kommentarer

seneste
scene

Martyr
4.02

Kunsthal Charlottenborg
My Deer Hunter
5.04

Edison
Caspar Phillipson: Late Night Show
4.02

Posthus Teatret
Lolita for altid
5.04

Teater Republique
Kussesumpen 2
4.02

Aveny-T

seneste
film

De smukkeste år
4.02

Gabriele Muccino
Berlin Alexanderplatz
2.04

Burhan Qurbani
Retfærdighedens ryttere
5.04

Anders Thomas Jensen
7 Years of Lukas Graham
4.02

René Sascha Johannsen
close logo

Endnu ikke medlem?

For kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling