Lakmé

  • Malmø Opera
  • premiere 7. oktober 2017
  • 4.02

Fakta

OPERA

7. oktober – 12. november 2017

Malmø Opera

Fra lykkebringende lotus til dødbringende datura. Blomsterne – og andre eksotiske symboler – taler sit tydelige, enkle sprog i Léo Delibes’ romantiska opera om hindupræstinden Lakmé, der forelsker sig i en af de britiske soldater fra okkupationsmagten. 

De kreeres og hyldes, dekorerer og dufter, fryder og healer. Primært den indiske nationalblomst, lotusen, hvoraf den blå er allermest hellig. Et religiøst og mytologisk symbol for perfektion, og associeret med blandt andet fertilitet, genfødsel, renhed og skønhed. Allerede i starten af 1. akt flyder denne form for perfektion, når Lakmé og hendes tjenerinde synger den kendeltegnende blomsterduet ’Sous le dôme épais’. Underskønt og nærmest euforiserende så man fornemmer duften af lykke helt ind i hjerterummet. 

Endnu mere fuldendt bliver det i 2. akt med Lakmés vidunderlige klokkearie ’L'air des clochettes’, hvis lokketoner er ligeså skæbnesvangre som de er smukke. Den østrigske sopran Beate Ritter er excellent i sine koloraturer, med eminent vekslen mellem kraft og blidhed så hver en følelsestråd sitrer i takt med klokkecharmen. Her mærkes også mest af den eksotiske kolorit i musikken, hvor den romantiske ynde krydres sporadisk med orientalsk mystik. 

Og så vover instruktør Nicola Raab endnu en kulør: Blåmalede ansigter og kroppe. Helt i harmoni med hinduismens farveskala for eksempelvis mod, myndighed og dybde fra det altomsluttende, deriblandt havet og himlen. Overfor dem står de blege og beigeklædte briter og deres approprierede verden af grå, bastante betonsøjler og lagerrum med advarselsfaner. Moderne magtmanifestation, så det basker af tungsindig kliche. De forsøger ellers med lidt fordragelig humor, men det flader ud sammen med de monotone videoprojektioner af gyldent tempel og blåt blomsteri.

Men der er alligevel for få strejf af det eksotiske til at man rigtigt mærker den forbudte passion mellem den hvide mand og den farvede kvinde. Som lysbillederne af de blå lotusblomster opstår og forsvinder, åbner og lukker de sig for hinanden, og lykken flimrer usikkert. De er hele tiden opmærksomme på deres forskellighed, og deres stemmer afspejler dette ved ikke bare at være unisone hele tiden. Men indimellem bør der være mere kemi mellem de elskende.

Det er muligvis manglende personinstruktion, men i hvert fald er kvinderne mere levende, imens mændene ofte bliver statuariske henvendt mod publikum, meget tæt på scenekanten. Måske er det forsøget på at vise mænds svigefuldhed i kærlighed – de foretrækker magten frem for følelsen – i stedet for at gøre kvinden til offer. Lakmé er netop stærk, fordi hun går imod sin fars formynderi, kæmper for at overbevise sin officer om l’amour éternel, og tilsidst står ved sine beslutninger og hellere vil dø end leve uden.

At det nutidige perspektiv på at ofre sig er mindre respektgivende, bliver kun et problem fordi man ikke mærker passionen nok fra aktørerne og ikke helt kan leve sig ind i kærlighedshistorien. Det er operagenrens største opgave at formidle følelser, så vi gribes om hjertet trods de ofte overdramatiserede og bedagede handlinger, og det burde lykkes med så smuk musik og sang som i ’Lakmé’.

Blomsterpoesien kunne sagtens have livet mere op i scenografien sammen med andre symboler, men dem der er, pirrer vores nysgerrighed. Særligt den mystiske datura, der også kaldes engletrompet. Og her er på alle måder skabt en operaengel i Beate Ritter – fra blomsterduet over klokkearie til de sidste dødstrut er hun en af årets største operaoplevelser.

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

3

Operaen
4.02

Den Jyske Opera
4.02

Teater V
4.02

Anemonen
3

Betty Nansen Teatret

seneste
film

4.02

Max Kestner
5.04

Yorgos Lanthimos
4.02

Geremy Jasper
5.04

Christina Rosendahl
close logo

Vi overlever for mindre end prisen på en kop kaffe

Kære læser, støt Magasinet KBHs arbejde ― fra kun 20 kr. / måned