Landet uden drømme

  • Skuespilhuset
  • premiere 21. april 2018
  • 3

Fakta

DRAMA

21. april – 2. maj 2018

Skuespilhuset, gæstespil af Fix & Foxy i samarbejde med Eventministeriet

“Jeg kommer fra fremtiden. I skal ikke være bange.” Forventningerne er helt i top til en forestilling med dette budskab. Desværre indfries de ikke helt, for ideen er bedre end det, der sker på scenen. Eller ideen er det, der sker på scenen. Der tilføjes ikke specielt meget nyt. 

Tue Bering og Fix & Foxy laver ikke almindeligt teater. De eksperimenterer med form, med koncepter, og ofte er det selve denne eksperimenteren, der bærer forestillingen, som er forestillingen. Hvad sker der, hvis rigtige prostituerede gøres til centrum for en performance? Hvis sultne hjemløse performer et ædegilde, hvis intetanende mennesker i bybilledet gøres til hovepersoner i et hovedtelefons-drama? 

Det plejer at virke. De utraditionelle greb plejer at kunne bære, plejer at tilføje noget til indholdssiden, smelte sammen med indholdssiden. Så vi vækkes, røres, tænker os om, lever os ind med mere. Men denne gang kan ideen ikke stå mål med oplevelsen. I hvert fald kun i få dele af forestillingen, og det er ikke helt nok.  

Vi vil gerne tro på, at kvinden med det lange Eva-hår og den røde kjole (Lise Lauenblad) faktisk kommer fra fremtiden. Men vi ved jo godt, at hun ikke gør. Og selvom hun kommer vores tvivl i møde med afvæbnende kommentarer, der afslører vores forbehold, endnu før vi når at tænke dem til ende, så tror vi ikke mere på det af den grund. De første 45-50 minutter er ensformige og stillestående og kredser alle om det samme tema, hvilket næsten er et ikke-tema, for vi når aldrig videre end til at skulle overbevises om, at kvinden kommer fra fremtiden og at hun vil os det godt. 

”Er det bare det her?” tager jeg mig selv i at tænke. Kvinden går ind og ud af døren, mens hun taler mere og mere meta om den konkrete situation. Efter lang tid kommer der for eksempel: ”Nu sidder der nogen og tænker: Hvornår går det her rigtigt i gang?” Vi ler, hun rammer plet. Hun er ærlig, troværdig, virker ikke til at spille. Men vi irriteres over, at hun ikke har noget mere at sige, at hun ikke vil os noget mere. 

Vi får ikke, hvad vi normalt får i teatret, og det er afgjort meningen. Det er sådan set fedt at trætte os, at lade publikumslyset forblive tændt hele 50 minutter ind i forestillingen, så vi aldrig føler, vi lander, ikke bliver ladt i ro i mørket. Det er intelligente, subtile provokationer, men desværre bliver det alternativ, der insisteres på, en anelse fladt. Ligegyldigt, distanceret. Vi tænker over, hvad hun siger – kunne det faktisk blive godt i fremtiden? Men specielt meget mere sker der ikke. Der kommer ingen konkrete billeder på. 

Fremtidskvindens fremtoning er så hverdagslig, så det halve kunne være nok og rummet er helt bart. Så vi skal forestille os det anderledes, altså en fiktion, i et rum blottet for fiktion. Det er dét der er formgrebet, det særlige i denne forestilling: At præsentere en form for intethed eller kontrast, vi selv må udfylde. At påstå noget uden at gøre det, vise det. 

Men der sker brud til sidst – vi får noget fiktion, endda smuk, dragende, og sådan set også ækel fiktion. Kvinden bliver til først en alien og derefter en slags amøbe, og logikkerne i fortællingen begynder også at skride. Pludselig er vi ikke i år 2018, men langt tidligere, hvor kvinders stemmeret (og blot dét at gå på to ben) er fremtidsscenarier. Vi ender helt tilbage i ursumpen og konfronteres med alt det, der engang har været utroligt, men som er blevet til virkelighed. Måske kan fremtiden byde på godt. Måske er det bare noget, hun lader os tro, så vi ikke skal være bange? 

De sidste 10-15 minutter af forestillingen, hvor kvinden transformeres bryder med stilen og vækker os til live. Men der er stadig en smule distance. Lige indtil vi får en overraskelse til allersidst, som ikke skal afsløres her, men som faktisk trækker tæppet totalt væk under salen og vækker selv den mest distancerede publikummer til live. Et enkelt moment, der leger med fiktion, virkelighed, det kendte og det fremmede på simpel og uhørt effektfuld vis. 

Lise Lauenblad gør det godt. Både som tillidsvækkende fremtidskvinde, der ligner os på en prik, og som fremmed væsen har hun en selvfølgelighed, som bærer forestillingen elegant frem. Man kunne blot have ønsket sig endnu mere. 

’Landet uden drømme’ fremviser en super fed ide, og på visse tidspunker er forestillingen også en god og stærk oplevelse, men mestendels er det en distanceret og lidt kedelig forestilling, som det dog er svært ikke at reflektere over. 

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

3
Operaen
5.04
Fredericia Teater
4.02
Teater Republique
4.02
Det Ny Teater
3
Wallmans

seneste
film

4.02
Isabella Eklöf
5.04
Janus Metz, Sine Plambech
5.04
Kevin Macdonald
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.