pixel

Pose med penge løfter Københavns træ-ambitioner (lidt)

Efter politisk tøven er der afsat midler til at plante flere træer i hovedstaden — i første omgang bliver det dog ingen grøn revolution.

frederiksberg alle, cykler, trafik

Det er nu et par uger siden, at Københavns Kommunes aftale om 'Overførselssagen' for 2025-2026 faldt på plads.

Her fordeles ubrugte midler fra året før til nye formål — og for alle, der ønsker sig en grønnere by, var der konkrete resultater at spore.

Efter at underjordiske forsyningsledninger i årevis har blokeret for plantning af træer mange steder i byen, har Københavns Kommune afsat midler til at udnytte de nye retningslinjer, som HOFOR løftede sløret for sidste år.

De nye regler har blandt andet åbnet op for, at mindre træer med en fuldvoksen højde på maksimalt seks meter nu kan plantes væsentligt tættere på eller direkte ovenpå forsyningsledninger.

Kamp for mere trækronedække

"Hidtil har mulighederne for at etablere træer og større beplantning i store dele af byen været begrænsede af HOFOR’s restriktive praksis om beplantning nær forsyningsledninger", lød det fra embedsværket på rådhuset op til de politiske forhandlinger tidligere på måneden.

Men med de nye retnlingslinjer er kommet nye muligheder, og den største pose penge fra politikerne kommer i form af 3,2 millioner kroner til en ny screening af allerede besluttede anlægsprojekter.

Formålet er at finde plads til begrønning, hvor det før de nye regler ikke var muligt — og få nogle træer i jorden.

Det er dog ikke et beløb, der vil få hele København til at blomstre på én gang. Forvaltningen forventer, at de 3,2 mio. kroner vil resultere i plantningen af 30 til 40 nye træer.

Samtidig blev der givet en lille bevilling på 500.000 kroner til plantning af træer i "eksisterende bede og rabatter på offentlig vej".

Politisk opbakning til grøn finansiering

Kristine Ammitzbøll-Bille (B) har været initiativtager til bevillingerne, og hun ser dem som del af et nødvendigt skifte i en by, der længe har haltet efter sine egne grønne målsætninger.

I vores tidligere dækning af HOFORs opdaterede retningslinjer udtrykte hun et klart ønske om at finde finansiering til flere træer ved de kommende budgetforhandlinger — og det er altså nu lykkedes, om end i behersket skala.

"Af et budget, der ingen penge havde som udgangspunkt, er det en rigtig god start," siger Ammitzbøl-Bille til Magasinet KBH. Og hun fortsætter:

"Nu vil jeg arbejde videre for en ambitiøs træpolitik, så vi kan rykke på det såkaldte trækronedække i København, hvor vi i alt for mange år har været bagud både andre byer og egne mål."

Mens de nye midler markerer en begyndelse, peger forvaltningen i sit oplæg til politikerne på, at træplantning i en tæt by som København stadig møder udfordringer i alt fra brandredningsveje til trafikafvikling.

HOFORs nye syn på sagen åbner derfor ikke døren for beplantning overalt i byen. Men med de opdaterede regler — og den nye politiske velvilje — kan byen nu i hvert fald indhente lidt af det grønne efterslæb, der betyder, at København her i 2026 er langt fra sine egne mål sat i 2015.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
København
Nyuddannet arkitekt vil skabe et "pensionat for træerne" på Langelinie og langs resten af havnen. Genbrug af ældre træer er nemlig billigere og kan bevare byens større træer.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling