Lovens Vogtere

Vi kender hende alle sammen. Den frygteligt spydige, fornærmede, hysteriske kæreste. Også fra os selv. Og vi kender også ham. Bassemand, skattemus, lillemand, der for længst har smidt bukserne og puttet sig ned mellem de pastelfarvede puder i den cremefarvede sofa. Han har fået en ny mor og hun en hundehvalp.

Temaet er relevant, grinagtigt og vedkommende. Dog er Von Badens komedie hverken vedkommende eller grinagtig.

Tre dominerede mænd vil genfinde deres maskulinitet. De beslutter sig for at give bøllerne i parken igen. Iført spandex-uniformer kræver de med vold og magt deres tabte identitet tilbage. Konflikten er syngende klar fra starten af. Trods deres modige, stædige forsøg på at ændre deres liv forekommer de kun latterlige og patetiske.

Joken er hurtigt død. Deres spandexkostumer smyger sig ganske vist tæt om de tre skuespilleres kroppe, men plottet hænger slapt og blafrer og historien om tre mænd, der egentligt bare gerne vil respekteres af deres kærester, gentager sig selv i en time og tyve minutter.

Trods et ærligt og seriøst skuespillerarbejde sidder jeg tilbage uden en egentligt forløsning. Mændene er tilbage i den cremefarvede sofa, og jeg er igen på vej ud i foyeren efter chokolade. Så jeg ikke bliver alt for hysterisk og spydig og fornærmet.