Mine eftermiddage med Margueritte

Når en film promoveres som ”forårets feel good-film”, bliver man en smule bekymret. Når filmen har Gérard Depardieu i hovedrollen, så bliver man rigtig bekymret.

Når så det går op for én at selvsamme Depardieu skal spille en simpel, elskværdig arbejdsmand uden nævneværdige læseevner i et fransk landsbymiljø, for hvem et gemt litterært liv åbner sig gennem bekendtskabet med en sød ældre dame, Margueritte, der læser Camus for ham i den lokale park, så giver det, i hvert fald denne anmelder, lyst til at løbe som vinden ud af biografen og aldrig se sig tilbage.

Nuvel, bekymringerne omkring Depardieu viste sig at være grundløse. Han gør det glimrende og samspillet mellem ham og den 96(!)-årige Giséle Casadesus er, på trods af det lidt støvede og teateragtige set-up i parken, fuldt af ægte gnist. Resten af filmen er derimod usandsynlig, klichetung og ligegyldig.

Depardieus karakter, Germain på omkring de 60, er Obelix plantet i en fransk landsby i vor tid. Han er stærk som en bjørn, fed som en elefant og god som dagen er lang. Han bor i en campingvogn i sin vanvittige moders have og vil helst bare spille kort med vennerne på den lokale café og dyrke sine tomater.

Denne karakter har så den smukkeste unge kæreste på ikke en dag over 30, som elsker ham over alt på Jorden og vil føde hans børn ... Godt for Germain – og KOMPLET usandsynligt.

I flashbacks får vi genfortalt den lille Germains forfærdelige barndom. Noget som narrativt skal give karakteren pondus i forhold til den faderrolle, der måske, måske ikke, venter ude i fremtiden, men som blot er et fantasiforladt udtryk for en bedaget og ligegyldig filmisk tradition.

Livet på caféen og de gode landsbyboere skildres så klichetungt at man føler, man overhører Hr. & Fru Joggingdragt, efter deres første tur i camp-letten til Frankrig, beskrive franskmændene som ”bare SÅ passionerede”.

Originaltitlen 'La tête en friche' betyder vel nærmest 'Hovedet i tomgang', og jeg skal afstå fra at gøre mig lystig over dette. Fransk film når den er værst.