Monsters University

Selvom Pixars guldalder er forbi, er det temmelig umuligt at holde armene over kors og nægte at lade sig fornøje af animationsstudiets ellers mere og mere traditionelle udspil. Forhistorien 'Monsters University' er nødvendigvis langt fra den 12 år gamle klassiker 'Monsters, Inc' i originalitet, men charmen er uskadt og håndværket det bedste i branchen.

Fortællingen om, hvordan børneskræmmer-makkerparret Mike og Sully blev et makkerpar tilbage i skræmmeskoletiden, er den velkendte campus-komedie om kappestridende studenterforeninger. Om stræberen og naturtalentet, der modvilligt slår pjalterne sammen med hinanden og med det allermindst skræmmende fraternity på hele uni – og får et uventet udbytte (altså uventet for dem, ikke os).

Som vi har måttet vende os til med Pixar på det seneste, er opfindsomheden, ambitionerne og evnen til vække også de voksnes følelser ikke længere i egen liga i tegnefilmsland. Men præmissen om, at monsteret i skabet bare er på arbejde, er stærk nok til en ret sjov og sympatisk prequel. Selvom universet ikke ligefrem udbygges, er det som altid helhjertet, gennemarbejdet og overlegent bragt til live.

I mangel på originalens lige så enkle som geniale plot, fyldes på med spøjse monster-sidekicks, der gør deres virkning. I mangel af noget på spil (vi ved jo ligesom, hvor Mike og Sully ender), åbnes skabsdørsportalerne til menneskeverdenen endelig op igen i finalen, og gør deres virkning.

Så jo, 'Monsters University' er den pengeko, den ligner, og som Pixar strategisk går efter, nu hvor hver anden film skal være en sequel eller prequel. Og det er selvfølgelig skuffende i forhold til bagkataloget, men ikke for alvor til at være skuffet over, når kvaliteten stadig følger fint med de bedre af konkurrenterne derude.