A Most Violent Year

Hvor mange kompromiser kan man takle og stadig tro på, at man ikke er blevet kompromitteret? Det hober sig op i ’A Most Violent Year’, en mesterlig skildring af en mand, en familie og et miljø, der balancerer knivskarpt på linjen mellem reel og gangster.

Oddsene for at drive forretning helt uden kriminalitet skraber bunden i 1980’ernes New York. Men Abel Morales (Oscar Isaac) har både tro, etik og vilje intakt, og han kæmper for sit firma Standard Heating Oil. Han har lige lagt udbetalingen på det, der skal skabe stor ekspansion og solid magtposition. Det er derfor mere end uheldigt og suspekt, at hans tankvogne kapres, og at anklagemyndighedens ambitiøse advokat (David Oyelowo) smider en bombe på 14 sigtelser.

Atmosfæren er uforlignelig, og når et af de mest rå og voldelige år i New Yorks nyere historie kommer tæt på Morales-familien, får man kuldegysninger over hvor koldsindigt Abel reagerer. Men det er hans styrke, en del af hans magtmodus, som han booster over flere fremragende scener. Som da han coacher et par nye medarbejdere i at holde øjenkontakt længere end det er normalt og behageligt.

Oscar Isaacs særlige blik nailer Abels stædighed og coolness perfekt, og Jessica Chastain er sej og fatal som gangsterdatteren, Abel har giftet sig med. Hverken dem eller de andre karakterer er skildret særskilt sympatisk, bare jordnært og nøgternt, så det forstærker desillusionen i miljøet.

’A Most Violent Year’ er mesterligt fortalt af J.C. Chandor, der slog eftertrykkeligt igennem med den fremragende ’Margin Call’ i 2011, og han beviser igen sit blændende talent for at presse det mest intense ud af det mest enkle. Hans opbygning og æstetik er eminent, og den underspillede, kølige stil giver filmen en snert af tidløst drama.

Selvom plot, karakterer og miljø ikke umiddelbart bringer noget nyt til historien om den forvanskede amerikanske drøm, så har filmen kvaliteter, der ikke er set siden instruktører som Sidney Lumet og John Schlesinger lavede denne slags atmosfæremættede dramaer. Som den helt igennem suveræne tanktyvejagt, der slår utallige actionfilms ensformighed med flere længder.

Abels kamp for at undgå gangsterstilen er naturligvis ambivalent, hvilket slutningen pointerer med Abels krumtap om, at det ikke er resultatet men vejen derhen, der tæller. Ganske tvetydigt når det gælder kompromittering eller ej, men ikke desto mindre tankevækkende.