Nej, badeanlæg ved Soho House er ikke opgivet
Modstandere af privat terrasse med bar og pool vil blive skuffede efter besked fra London.
For et par uger siden kunne både Magasinet KBH og andre medier fortælle, at Soho House havde opgivet sine planer om at placere et nyt, privat havnebad foran Toldbygningen, hvor de har til huse.
"Netværksklubben" havde ellers kort forinden ansøgt Københavns Kommune om tilladelse til at konstruere en 50 meter lang, terrasseret platform med indbygget swimmingpool — her blot 100 meter fra Inderhavnsbroen og Nyhavn.
Hundreder af protester blev dog sendt ind til Københavns Kommune, og med et opslag på Facebook kunne Indre By Lokaludvalg pludselig fortælle, at Soho House havde trukket sin ansøgning tilbage.
Men sagen slutter ikke her.
Kun midlertidigt
Magasinet KBH fik indsigt i et notat fra Københavns Kommune og kunne her se, at ansøgningen formelt var trukket tilbage af "tekniske årsager". Mere information havde Soho House ikke givet kommunen.
Siden har vi været i kontakt med Soho House's hovedkontor i London, og herfra lyder det:
"Ansøgningen om at bygge en terrasse med pool og sauna er midlertidigt trukket tilbage."
Altså: Projektet lever og er ikke droppet. Lucy Edwards fra Soho House uddyber:
"Vi er fortsat engageret i at finde en måde, hvorpå vi kan forbedre medlemsoplevelsen i København."
Vi har forsøgt at få en uddybning af de sidste, lidt mere kryptiske ord fra Soho House. Vil man f.eks. barbere lidt af højden af pool-anlægget, så man imødkommer i hvert fald noget af den kritik, der har været?
Men Soho House er ikke vendt tilbage med svar på vores opklarende sprørgsmål.
Det synes dog altså klart, at en ny ansøgning om et privat havnebad er på vej fra London.
Tegningerne til projektet er lavet af københavnske Mast, der specialiserer sig i byggeri på vand.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!