Nocturnal Animals

  • Tom Ford
  • premiere 5. januar 2017
  • 6

Fakta

THRILLER

Premiere 5. januar 2017

Natdyr. Der er ikke langt fra det flimrende nattelys til det blændende dagslys her. Vi har alle mørket i os, og rationaler for at indtage mørket. ’Nocturnal Animals’ er fremragende stilfuld moderne film noir, og Tom Ford har med sin kun anden film skabt et mesterværk, der binder den falske, den fiktive og den reelle tilværelse sammen i et følelsesmæssigt genialt spindelvæv.

Følelserne opstod – mellem Susan og Edward – i en fortid, hvis minder vækkes, da Susan modtager og læser Edwards nye roman ’Nocturnal Animals’, dedikeret til hende. En voldsom historie om en fyr, der mister sin kone og datter, og derefter søger hævn over de ansvarlige. Det viser sig at være en meget personlig historie – for både Edward og Susan – og ikke kun en roman om hævn, men en manifestation af hævn i sig selv. 

For de voldelige hændelser afspejler de følelser, Edward (Jake Gyllenhaal) gennemgik, da Susan (Amy Adams) dumpede ham til fordel for kunst, penge og prestigefyren (Armie Hammer). Plus en ekstra hjerteskærende hemmelighed. Det er Susans tur til at lide, og hævnen ekstensiveres så raffineret at hun først for sent indser den fuldført.

Det Tom Ford – og hans klipper Joan Sobel – gør så ekstremt eminent er at parallelisere de tre handlingsforløb og gøre dem ligevægtige. Så der rykkes ved betydningen af falskt, fiktivt og reelt. Også imponerende fordi Ford får to ærkeamerikanske modpoler til at spejle hinanden: Den grove, beskidte vildmark-lovløshed i Texas og det polerede, coole kunst-jetset i Los Angeles. 

Begge domineres af natlige scenarier – og de mennesker der hvileløst befolker mørket. Dyret har flest mørke sider, og de basale instinkter styrer følelserne. Lysten og magten bliver to sider af samme sag, hvor antiteser væves ind i hinanden. Som i romanhistorien, hvor skurkene – skrevet af Edward og visualiseret af Susan – har attitude i mægtig kunstnerstil og tilmed ligner nogle af kunstdyrene. Se bare den originale scene med Ray (Aaron Taylor-Johnson) på selvinstalleret toilet i det fri.

Gennem hele filmen trækkes der tråde fra vildnisset til kunsten, blandt andet med en stilren framing af den irske fotograf Seamus McGarvey. Først og fremmest den røde sofa med de nøgne, døde kroppe; men også den multi-pilespiddede hest, og kontormaleriet med to mænd i en diset vildmark – den ene med gevær rettet mod den anden. Åbnings-shottet er genialt og provokerende som kunst kan være, når den afspejler den vilde virkelighed – og nogle af karaktererne ses senere udenfor en bar i vildnisset.

For det er kunsten, der har ledt Susan væk fra kærligheden, og den der konstant tildeles ganske karikerede hug af Tom Ford. I øvrigt med ret tydelige hints til modeverdenen, som bitch-scenen med de to mode-vampyrer Jena Malone (’The Neon Demon’) og Kristin Bauer van Straten (’True Blood’), der ligesom kvinderne i startbillederne prikker heftigt til kvindeidealer. Overfor nogle manderoller, der også leder efter et mere nuanceret ideal.

Det er simpelthen så vildt, så mange fede detaljer Tom Ford har beriget denne film med. Alt spiller bare max! Psykologien er spot on, til tider nærmest hypnotisk i samspil med den knugende stemning skabt af visuel sanselighed. Ikke mindst i karaktererne og den fuldkomne casting, hvor selv de mindste roller gør sig bemærkelsesværdige i spindelvævet af liv og død. Natdyrene kommer – og mørket bliver aldrig det samme. 

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
film

4.02

Tomas Alfredson
4.02

Sally Potter
6

Denis Villeneuve
4.02

Sofia Coppola
5.04

Dome Karukoski

seneste
scene

4.02

Malmø Opera
5.04

Operaen
5.04

Folketeatret
3

Det Ny Teater
close logo

Vi overlever for mindre end prisen på en kop kaffe

Kære læser, støt Magasinet KBHs arbejde ― fra kun 20 kr. / måned