Pinocchio

  • Bådteatret
  • premiere 16. november 2018
  • 4.02

Fakta

DUKKETEATER/DRAMA

16. november – 8. december 2018

Bådteatret

Bådteatrets ’Pinocchio’ er to historier i én. En virkelig flygtnings historie og den velkendte historie om trædrengen Pinocchio. De to historier fletter sig sammen på scenen, og der er da også en slående lighed. Naive, unge og optimistiske bevæger de sig ud i verden. Men verden viser sig at være barsk – ikke mindst fordi der er folk, der snyder og udnytter én. 

Historien om den 16-årige afghanske flygtningedreng (Laura Allen Müller) er hjerteskærende og 100 procent troværdig. Vi er med drengen og hans venner fra start til slut. Vi forfærdes, når vi hører, hvordan han og hans ven knuger sig fast til undersiden af en lastbil i fart syv timer i streg, eller krydset en bjergdal på en jernbanebro. Da han kommer til et asylcenter første gang, siger han, det minder om noget fra tv-serien ’Prison Break’. Vi kan genkende og spejle os. 

Scenografien er uhyre simpel og samtidig enorm effektfuld. En køjeseng, to store, hvide skærme til videoprojektion og seks mindre videoskærme. Det er det. Ud over dukkerne selvfølgelig. Per Christensens Pinocchio er livlig og drenget, og han føres med sikker hånd af de medvirkende. Men ’Pinocchio’ er langt fra rent dukketeater. Skuespillerne er også sig selv meget af tiden, især i historien om flygtningedrengen. 

Skærmene ændrer konstant billede; ofte spiller de sammen og fremkalder et stort billedtæppe af planeter, cirkus, hav, togvogne eller motorveje. De mange nærbilleder giver en ’Blair Witch Project’-agtig effekt, som man lige skal vende sig til, men som historien udfolder sig giver effekten en særlig følelse af at kende flygtningedrengen.

Andre gange bruges skærmene som dukker, sådan at Pinocchios ben pludselig udgøres af Pernille Nedergaard Haugesens, eller sådan, at hans næse vokser sig to skærme bred. Brugen af video er tjekket, veludført og kreativ. En fornøjelse at se. 

Historierne holdes ikke 100 procent adskilt, især ikke mod slutningen, og det giver helt bestemt noget til den virkelige historie, når menneskesmuglerene pludselig har dyremasker på. Skiftene mellem flugthistorien og Pinocchios historie kan godt blive lidt svære at følge. Dukkehistorien, der er fortalt med langt mere farve og lir, og langt større armbevægelser, mister styrke sammenlignet med den virkelige histories knugende troværdighed. 

De komiske elementer bliver stærkt tragikomiske, og på den ene side er det fedt, at Pinocchios historie fremstår så karikeret, for begge historier er jo helt absurde. Samtidig ønsker jeg på nogle tidspunkter, at jeg havde fået serveret de to historier hver for sig, så jeg havde kunnet lade mig suge mere ind i det magiske dukkeunivers uden konstante afbrydelser. 

’Pinocchio’ er en ambitiøs og veludført forestilling, der af og til fremstår lidt splittet, men som formidler en virkelig vigtig historie og som formår at fremkalde enormt stærke billeder. Både på scenen og i hovedet. 

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
scene

5.04
Black Box Dance Company
3
Operaen
4.02
Betty Nansen Teatret
6
Malmö Opera

seneste
film

5.04
Bradley Cooper
4.02
Vivian Qu
4.02
Lars von Trier
6
Carl Javer
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.